Så kom det! Batmanspillet, som ikke var et LEGO-spil og som faktisk var rigtig, rigtig godt! Batman har fanget Jokeren. Som det er naturligt følger Batman, Jokeren til Arkham Asylum (Gothams forvaringsanstalt) for at få ham buret inde. Men noget går galt. Noget går helt galt. Jokeren slipper fri, og Batman ser sig pludseligt omringet og afskåret fra omverden. Herefter følger en meget klassisk (i Batman-sammenhæng) forfølgelseshistorie. En historie der imidlertid er så veludført og grafisk imponerende, at den er i en klasse for sig.
Gameplayet er som man kunne forvente sig. I tredjeperson styrer man Batman rundt i Arkhams labyrintiske gange. Der er lige dele snigen og direkte nævekamp. En enkelt puzzle bliver det da til hist og her, men ikke noget der er ret svært. Gradvist bliver Batman mere og mere kraftfuld og man begynder, at få adgang til alle de kendte værktøjer som f.eks. “the batarang”.
Udover singelplayer-delen er der også en challange-del. Denne del er stillet op som en mere almindelig konurrence. Det gælder om at score flest mulige point, enten ved at banke en flok bøller mere eller mindre fejlfrit, eller ved at snige sig rundt og lave forskellige trademark “takedowns”. Det er faktisk ret underholdende, men bliver en smule trivielt i det lange løb.
Grafisk og lydmæssigt er Batman: Arkham Asylum i en klasse for sig. Grafikken er flot og meget detaljeret. Enkelte steder er der løsninger som ikke holder, men alt i alt er det ret godt. Lydsiden er der hvor Arkham Asylum har sin absulotte force. Musikken er fantastisk og lydeffekterne er gode. Derudover er stemmeskuespillet top-dollar. Store navne som blandt andet Mark Hamil låner deres stemmer til spillet. De er velspillede og meget gennemførte.
Til slut vil jeg lige nævne stemningen i spillet. Det er en pudsig blanding af horror og action. Selvom nogen ikke umiddelbart ville forbinde Batman med horror, passer det ham rigtig godt i dette spil. Det er i den grad uhyggen, det overraskende og det psykotiske der er lagt vægt på, og det er gjort på en måde så man til tider er i tvivl om hvem det er, der er sindssyg – Jokeren, Batman eller… Dig?
Jeg kan naturligvis kun anbefale spillet. Især til Batman- og Superheltefans er det et must, men der er ikke nogen der må lade sig snyde for denne stemningsfulde lækkerbisken.