Den Sidste Tempelridder – Bogen der var en B-film

Det skulle selvfølgelig have fået nogle alarmklokker til at ringe, da jeg så det store antal kopier af denne bog, der var på udsalgt rundt omkring. At det er “Ugebladet Søndag” (køb det mandag) der, på forsiden, udbasunere deres tvivlsomme glæde ved denne bog, burde igen have fået nogle alarmklokker til at ringe. Imidlertid straffede jeg mig selv ved at ønske mig den til jul. Og nu har jeg så endelig fået den læst færdig.
På alle måder er “Den Sidste Tempelridder” en kliche. Den er så meget en kliche, at man hele tiden sidder og forventer at der kommer reklamer. At jeg sammenligner denne bog med en film, har intet at gøre med at jeg mener at det burde være en film – for det burde den ikke. Det er blot et forsøg på at klassificere den. For at bruge Emil Lengs metafor, så er den en pommes frites på den snuskede pølsebar. Den er dog desværre ikke blevet sparket ind under disken.

Jeg ved ikke hvad Cicero (forlaget), har tænkt da de tog denne bog op i deres sortiment. Bogen lider enormt under en dårlig oversættelse, som flere gange er grunden til at man må stoppe op og tænke – hvad mon den engelske sætning var, og mon ikke den giver mere mening.

Handlingen udspiller sig dels i Amerika, dels i Tyrkiet og i Middelhavet. Nogle mænd, forklædt som tempelriddere (Fuldstændigt åndsvag detalje fra røvernes side – men de røvere er ualmindeligt åndsvage) stjæler en kodemaskine fra et museum i New York – et museum vores heltinde “Tess” er ansat ved. Hun er helt tilfældigt en enormt nysgerrig, totalt ligeglad med sin familie, irriterede og naiv arkæolog. Hun møder den kristne, initiativløse, fortidsforskrækkede FBI-Agent “Reiley” – og så er scenen sat til en hæsblæsende jagt over kontinenterne. Bortset fra at jagten aldrig bliver hæsblæsende. Den bliver til gengæld mere og mere forudsigelig – selv slutningen, der er noget så klichefyldt (komplet med klappende superskurk og en dramatisk slut-kamp-scene), er forudsigelig.

Bogens “tempo” er af forfatteren søgt nedsat ved at indlægge en sideløbende historie. Det virker irriterende og overflødigt, til tider endog fordummende.

Alt i alt er “Den Sidste Tempelridder” heldigvis kun en krusning på “Da Vinci – bølgen”, den vil hurtigt og skyndsomst gå i glemmebogen.

Hermed gives 52 sutsko ud af 1500. Dette mest fordi omslaget i det mindste har farver.