Arrivisten - Gaaaaab!!!

Må jeg have lov at sige “gab” til denne udgivelse. Arrivisten er en overfaldisk og kedelig skildring af en overfladisk og kedelig mands jagt på magt og indflydelse. Den skildre hvorledes “Poul” starter med at stige til stor anseelse og magt, hvorefter han falder i anseelse og magt - mest på grund af hans egen uduelighed og naivitet. Den ender med…. ja, prøv at gætte!!!

Det er mest forfatterens noget overfladiske tredje-persons fortællerstil, og brugen af samtaler i en indirekte form, der er skyld i den forfærdelige udvekommendehed som man føler når man læser den.

Faktisk er der ikke nogle samtaler i bogen, men blot en slags referater af samtaler, med eller uden forfatterkommentarer. Det får bogen til at virke gammeldags og uvedkommende. Det minder mest af alt om en oplæsning af et udskrift fra en kedelig, men nødvendig, retssag. Dermed ikke sagt at Arrivisten er nødvendigt - så langt fra.

Derudover lægger fortællingen under for den antagelse at det er snilde, dovenskab og almen mangel på samvittighed, der medfører stor succes. Bogen søger at illustrere hvor nemt det er, at stige i graderne i det offentlige, når man kender de rette mennesker på den rette måde. Muligvis en vedkommende kommentar/kritik, men den mangler en regering, et land eller en organisation at hænge denne op på. Der mangler såre simpelt navne på såvæld mennesker som steder.

Igennem hele bogen formår forfatteren at holde det fuldstændigt hemmeligt hvor det er vi befinder os (Dog afslører han til sidst i bogen i et TÅBELIGT efterskrift, at det hele foregår i en ikke-eksisterende europæisk storby, samt at enhver lighed med noget som helst er tilfældig og utilsigtet). Ligeledes er der næsten ikke andre end Poul og hans kone der bliver nævnt ved navn. De fleste andre personer bliver reduceret til tilnavne som “Den meget store mand” og “Hertugen” - endnu noget der er med til at gøre bogen uvedkommende og ligegyldig.

Ellers er bogen et fantastisk indblik i hvor onde og nederdrægtige, mennesker kan være ved hinanden.