"Bootleggers" eller "Gangsterkrigen i Chicago" af Kennth Allsop
Denne bog er nok den bog der har stået længst på min ønskeliste, uden at jeg har fået den. Dette hovedsageligt fordi den kun kan fremskaffes antikvarisk. Jeg troede faktisk det var umuligt af finde den, indtil jeg i begyndelsen af december (2007) gik ned i et af de lokale antikvariater og spurgte efter den. Hej hop, der var den.
Jeg må indrømme at jeg havde glemt at førsteudgaven var fra engang i 1950’erne – det havde nok skræmt mig til ikke at læse den. Imidlertid har jeg flere gange, da jeg var yngre, lånt den på biblioteket og fået læst ca. halvdelen. Denne mangelfulde gennemlæsning fik mig før jul til at tænke: ”Nu skal det være!”. Og det blev.
Jeg er netop blevet færdig med at læse den, og jeg må sige at jeg er overrasket over at jeg så nemt fik den læst. Bogen bestå af tre dele (faktisk fem, men de tre dele jeg omtaler virker mere naturlige). Første del er en røver-historie-agtig fortælling om 1920’ernes Chicago – komplet med rygende maskinpistoler, hvinende bremser og sprut i stride strømme. Anden del er en mere ”videnskabelig” forklaring eller karakteristik af en gangster. Sidste del er en mere eller mindre en biografi over Al Capones liv og død.
Det er helt klart del et og tre der er mest spændende for den almindelige læser. Har man interesser udi sociologi eller psykologi, kan del to skam også være vældigt interessant. Dog skal man her tage højde for at de betragtninger forfatteren gør sig i forhold til sociale påvirkninger o.l. er baseret på teorier der i dag er forældede.
Overblik er der ikke meget af i bogen. Forfatteren begrunder dette med at der ikke er meget overblik over perioden generelt. Ligeledes kan man sige at gangstere og organiseret kriminalitet nok er et af de sværere emner at behandle – i hvert fald når det kommer til research. Det er ikke fordi mafiosi er kendt for at strø om sig med memoirer, notater, kassebøger mv. Dette gør det en helt del sværere at trænge ind til kernen. Dette medfører da også at en hel del af de fakta der bliver fremstillet i bogen, er baseret på anekdotiske beviser. Anekdotiske fakta er for forskeren, hvad spøgelser og vampyrer er for fysikeren – totalt umulige at arbejde med. Der kan altså stilles spørgsmål ved validiteten af mange af de ting Hr. Allsop skriver om i bogen.
På trods af problemet med fakta, er historierne stadig gode. Hvem kan ikke lide at hører en god historie om det vi alle sammen drømmer om, nemlig at kunne ”Stick it to the man!”. Pyt med at historierne måske ikke holder i retten, men det er lige netop det der er fascinerende ved gangstere og Al Capone i særdeleshed. Myten. At Capone døde syg af syfilis i Florida, er ikke særligt interessant, men at det muligvis var ham der var den eneste årsag til at ”Big Bill” Thompson blev valgt som borgmester i Chicago, det er interessant.
Man skal nok have mere end almindelig interesse for gangstervæsen og mafia for at give sig i kast med dette værk. Den er ret gedigen, og selvom der er flere billeder i bogen, er den meget teksttung. Den kan med sine 371 sider nok få den mest habile læser til at løbe skrigende bort. Jeg skal da heller ikke sige mig fri for at have blundet et par sider eller to. Ikke desto mindre en dejlig bog som kan anbefales hvis man er til en god myte og røverhistorier.

januar 4, 2008 at 4:15 pm
Jeg syntes nok, at denne blog manglede lidt gangsterhed
januar 4, 2008 at 6:11 pm
Jep… Jeg har længe overvejet at få lagt noget ud om emnet – men det skal jo lige læses først…