Om Aalborg Bibliotek….

Nu har jeg bevæget mig på Aalborg bibliotek i det sidste 1½ år, og jeg synes faktisk det var på tide at få sagt lidt om det. Mit første indtryk var i sin tid “Banegård”, og det er heller ikke holdt op. Effektivt set er Aalborg bibliotek en stor Banegård, både hvad støjniveau og ekspedition angår. Det er ganske umuligt (hvis man da ikke kommer på de mest skæve tidspunkter) at få ro til at gå og “browse”. Ligeledes er det ganske umuligt at få en ordentlig dialog i gang med personalet. De skal selvfølgelig ikke udvikle sig til en kaffeklub hvor man kan sidde i timer og sludre. Omvendte er det ikke særlig fantastisk bare at får at vide at “det kan jeg sørme ikke hjælpe dig med” (uden der så meget som er skævet til hverken computer eller decimalindex-bog-fidusen).
Der findes åbenbart to former for bibliotikare på AAB. Der er den flinke, imødekommende og aldeles hjælpsomme type. Og så er der den selvhævdende, selv-pinende, “jeg-er-for-vigtig-til-at-sidder-her-og-hjælpe-dig” og ubehjælpsomme type. Heldigvis er jeg mest stødt på den første, men ikke desto mindre kan det gøre mig edderspændt, når jeg møder den anden.

Hvad er det der får folk til at vælge (ja - VÆLGE) et erhverv hvor man, hvis man vælger en bestemt retning, ikke kan undgå personlig kontakt med lånere/brugere/kunder, for bare at sidde og se sur ud bag et skrivebord. Så sent som i dag fik jeg et par ubehøvlede kommentare med på vejen omkring hvor dum jeg var, at jeg ikke fattede, at bare fordi en bog ikke er udlånt, så betyder det ikke at den er hjemme!! Nu er jeg nok ikke ligefrem novice ud i at låne bøger, men jeg var af den opfattelse at man (for det meste) kunne regne med at “varelageret” svarer til listen i computeren.

Det mest fantastiske ved historien er at jeg, få minutter forinden, havde fået hjælp af en anden bibliotekar (type 1), til at finde nogle bøger. Hun spurgte mig om hun skulle hjælpe mig med at finde dem, men jeg tænkte at der var andre kunder, og jeg fik bare et print af en liste med bøgerne på - inklusiv en forsikring om at når de var på listen, var de også i huset. Efter at have ledt en rum tid, og have fundet alle undtagen én, tænkte jeg “den må være blevet nuppet mens jeg gik og ledte efter de andre”. Alligevel tænkte jeg at jeg hellere lige måtte spørge igen, det ville jo være ærgerligt at gå hjem uden bogen, hvis den faktisk var der. Jeg gik hen til den nærmeste skranke, hvor hr. sparsomt-hår-og-store-briller (type 2) sad.

“Jeg leder efter bogen på denne liste som din kollega lige har givet mig, den skulle stå i “zonen”" (zonen er en art kvik-låns afdeling hvor der kun er 14-dageslån). Så kørte maskinen ellers…. “Folk tror altid at bare fordi bogen står som værende hjemme, at den faktisk også er på hylden” sagde type to i det mest arrogante og nedladende tonefald jeg længe har hørt. Det var lige før at jeg tænke - hey, FU!! Men, jeg tog det lidt som en spøg.
Han forklarede at det kunne være at den lå midt mellem to administrative instanser, og at det var derfor den ikke var på hylden. Han kiggede i sin computer og måtte konstatere at det “godtnok var en måned siden den var blevet afleveret sidst”, men han kunne ikke gøre mere.
“Zonen”, forklarede han mig så, som om jeg var åndssvag “er en “selvbetjenings-zone” hvor i SELV må finde tingene (hør: fordi lånere er nogle bidske bæster, der kun kan rode), det kan (hør VIL) vi ikke hjælpe jer med!!”. Det er helt sikker at jeg ikke vil opsøge hr. sparsomt-hår-og-store-briller (type 2) igen - EVER!!