Cinderella Man – tja, hvorfor ikke….

Nu er autentiske, socialrealistiske, feel-good dramaer normalt ikke min kop te, og det var da også med en meget lille margin at det var “Cinderella Man”, der vandt over “Tolken” – dels var jeg ikke lige oplagt til Jodie Foster, dels kan jeg virkeligt godt lide Russell Crowe. Det skulle vise sig at være en god beslutning

Kort fortalt handler filmen om bokseren James “Cinderella Man” J. Braddock, og hans liv i og omkring hans karrieres højeste, men også laveste punkter. Den handler om de ofre man måbringe for at leve sin drøm ud, men også om hvordan een mand i et depressionsramt Amerika, var med til at samle folk og tænde et lys i mørket, for dem der var mindre heldige.

Jeg må sige at jeg på alle måder blev overrasket over denne film. Crowe er som født til at være afdanket og flad! Derudover er han som født ind i ringen – bokseringen vel at mærke. Og selvom det hele passer så godttil Crowe, er det Paul Giamatti der levere den mest uforglemmelige præstation. Giamatti er boksepromoteren der giver sin gamle stjerne den chance han fortjener, og som bliver ved med at tro på det helt til det sidste.

Filmisk er filmen som så mange andre, der er ikke så meget fancy og fornemt over det. Og dog. Boksningen – for det er en boksefilm – er helt og aldeles fantastisk filmet. Man føler sig virklig som en del af kampen. Det er så godt at ens tær krummer sig om sofakanten, og at man ikke kan lade være med at komme med tilråb.

Selvom filmens plot er temmeligt forudsigeligt, især for dem der interesserer sig for boksehistorie, er det alligevel godt fortalt, og man kan ikke lade være med at være hensat til 1930′ernes depression og de lidelser det måtte have bragt med sig.

“Cinderella Man” kan helt klart anbefales til de fleste. Man skal nok have tålmodighed (den varer 2½ time), og være smule bidt af sport (boksekampene er vældig flotte, men også meget lange), men så er den også god.