Dødens Jagt

Nu har hyggekrogen været noget tyst de sidste par uger, og jeg beklager. Sagen er at jeg i øjeblikket har et kvalitativt projekt hængende over hovedet, og så er tiden ikke lige til at få skrevet indlæg. Derudover overvejer jeg at flytte bloggen til WordPress, men det kræver en hel del arbejde som jeg, selvsagt, ikke har tid til.Imidlertid har jeg fået læst “Dødens Jagt” og hvilken fremragende debut-roman det er. Egentligt ville jeg ikke have købt den før til sommer - hvor jeg alligevel har tid til at læse den, men da jeg så den til 50,- i Netto, var det nærmest uundgåeligt. Så meget er sandt, at jeg har brugt flere penge på bøger som jeg synes er dårligere end denne.

”Dødens Jagt” handler om (heavy)rock-musikeren ”Jude Coynes”, der køber et spøgelse via internettet. Uden at skulle afsløre for meget, kan jeg fortælle at det ikke er nogen god ide. Det går da også forholdsvist hurtigt op for Jude at handlen var rigtig dårlig. Spøgelset er en ondsindet gammel mand, der jager Jude og hans kæreste fra hus og hjem. Vi følger deres flugt, og deres jagt på en måde at komme af med spøgelset på.

Jeg må sige at bogen starter godt ud. Begyndelsen (de første 75-100 sider) er faktisk ret creepy. Så creepy at det får en til at trække forhænget i brusekabinen til side, så man kan sikre sig at der ikke står et spøgelse derinde. Nu er jeg normalvis ikke bange for spøgelser og den slags (jeg tror såre simpelt ikke på det), men de første 100 sider piller ved noget helt basalt i ens psyke – frygten for det ukendte.

De sidste 200 sider, er mere almindeligt krimi-agtige. Dette kan både skyldes at man, som læser, vender sig til Hill’s måde at skrive på. Imidlertid kan det også skyldes at historien flader en smule ud. Man er ikke rigtigt i tvivl om hvor historien går hen, men der er da et par gode overraskelser her og der.

Alt i alt en ganske gedigen debut-roman, som jeg varmt kan anbefale her i de lysere forårsmåneder.