29. April 2008 - en hellig dag!

Nej, det er ikke en stavefejl! Der skulle ikke stå helligdag! Nej, den 29. April er en hellig dag - hellig som i “jeg har “helle” på legehuset”. Og hvorfor så det? Jo, det skal jeg sige dig. Årets mest ventede PS3 spil udkommer - Grand Theft Auto IV (GTA IV). Endelig er det en realitet! Hvad gamere verden over har ventet på siden oktober/november (den første releasedate var i de måneder) er nu virkelighed - på tirsdag (?) sker det - HURRA.

Det kan måske virke uforståligt at et spil kan vække så stort postyr, men når man ved hvad det kommer fra (og det gør jeg) så er der ikke noget at sige til det. Rockstar Games revolutionerede pcspillene med GTA I (skriver ét), hvor de lancerede deres såkaldte “sandbox/roam-free” gameplay. I bund og grund betyder det at man”kan gøre hvad man vil”. Og jo, man kunne gøre hvad man vil. GTA I opfulgtes af GTA London, der bare var en udvidelsespakke til den første. Derefter kom GTA 2 (læg mærke til to-tallet, det var sidste gang vi så arabiske tal i en GTA titel. Grafikken var lysår foran etteren, men gamplayet var det samme.

Så kom Playstation 2!! Indtil GTA III udkom havde PS2′eren bare været “et godt system”, men GTA III revolutionerede (jep, endnu en revolition) PS2-spillene. Med et var GTA løftet op i 3D land. I stedet for at se verden lodret fra oven, var der nu tale om en tredjepersons spil. Gameplayet var, i bund og grund, det samme, men nu var det i 3D!! Efter GTA III, kom GTA Vice CIty. Vice City var et “rushjob”, der var nogle få nye tiltag, men der var ikke tale om nogen revolution ligesom GTA III. Så oprandt dagen hvor mesterværket GTA San Andreas udkom! Her var et spil med rå mængder af ideet og potentiale. Verdnen man bevægede sig i var nærmest uendeligt stor - ca. 60 timers spilletid, og så var alt ikke gjort endnu!

Det er måske svært at forstå på tekst, men GTA-serien er en sjældenhed. Det er en af de serier der bare bliver bedre og bedre for hver sæson. Hvad der kan understrege hvor godt spillet er, er det faktum at GTA III, GTA Vice City og GTA San Andreas, tilsammen har solgt et sted mellem 50 og 60 millioner kopier! Det betyder at alle mennsker i Danmark skulle købe 10 kopier hver - wow!!

GTA IV udkommer som sgt på tirsdag - alle almeldelser har været fantastiske, hjemmesiden gametrailers.com har lavet en times special om spillet og det er ikke engang udkommet endnu. Diverse sider laver nedtællinger og Rockstar Games, ja, de holder helt og aldeles mund - de siger ikke andet end at det udkommer på tirsdag - oh man, it’s such a long time…

Powers - Roleplay…

Powers er en god ide! En helt fantastisk ide faktisk! Unge mennesker leger (faktisk live-rollespiller de) at de er superhelte, selvom det er ulovligt at bære kostumer. Nogen tager fejl af noget og de unge mennesker bliver dræbt på en meget virkelig måde. Et par politimænd (faktisk en dame og en mand) bliver sat på sagen, og forsøger at opklarer disse “powers-relaterede” mord.

Historien er som sådan meget ligefrem, men jeg tror at der i dette tilfælde er tale om en to’er, hvor man med foredel kunne have læst etteren. Der er nogle punkter i tegneserien hvor man føler sig sat af, og at der er et eller andet indforstået man ikke har fået at vide.

Tegnestilen i Powers er på engang barnlig og søndags-tegnefilms-agtig, men den har også en masse gode elementer fra noget mere mørkt og noir-agtigt. Der er gjort en række forskellige ting med billederækkefølge i forhold til enhver anden tegneserie, hvilket både kan virke forfriskende, men også forvirrende. Der er lagt et stort arbejde i at fortælle noget med billeder, men også med tekst.

Og nu vi er ved tekst! Sproget som Powers er skrevet i er meget - hmm - ungt og nutidigt. Det er tydeligt at der er lagt noget arbejde i at få personerne til at fremtræde som “ægte”. Det er dog svært at tro fuldstændigt på en tegneserie, og nogle gange vil man måske mene, at der er gjort for meget ud af at fortælle om “mennesket bag billederne”.

Som sagt er Powers en god ide, og historien er også god. Den er et kig værd, især hvis man er til skæve superheltefortællinger. 

Morten Andersen - Livet er et kick…

Det var vel uundgåetligt at Morten Andersen udgav en bog om hans bedrifter - Manden er trods alt indehaver at bunkevis af rekorder i NFL (Den Amerikanske Football liga i USA).

Det er med denne biografier, som det er med mange biografier om sportsmænd. Den er kort, præcis og alt for tideligt ude. Forhåbentligt har den kære Hr. Andersen en hel del år at leve i endnu, og hans livsværk er vel næppe færdigt - faktisk tyder alt på at han ikke ingang er færdig med sporten som er bogen hovedtema. På den anden side lader det os se frem til en efterfølger.

Og jeg siger “se frem til”! Morten Andersen kommer virkeligt til at fremstå som en jovialt menneske i bogen, et af de her mennesker som man fornemmer at alle vil være ven med.

Selvom hele bogen er skrevet i førsteperson - som om det er Morten selv der fortæller - er det (åbenbart) Jimmy Bøjgaard (sportsjournalist ved TV2) der har sat ordene på papiret. Det betyder dog ikke at det bliver en mindre personlig fortælling af den grund. Nej. Vi får alle de historier man kunne forvente. om overraskelser, skuffelser, op- og nedture.

Der er ikke meget at sige om bogen, der med sine 270 sider hurtigt er overstået. Jeg mener som sagt den er for tideligt ude i forhold til at Morten Andersen slet ikke er færdig, hverken med livet eller sporten - hvilket også fremgår af bogen.

Om Aalborg bibliotek - anden del….

Nu er det ved at være noget tid sidan at mit indlæg om arketyper på Aalborg bibliotek gik nettet rundt. For det var åbenbart det der skete. I hvert fald kom det rundt i de kredse hvor kommentaren var vedkommende. Aldrig havde jeg drømt om at jeg skulle læse om mig selv, og mine holdninger, på andre blogs end min egen. Ikke desto mindre har den åbenbart vakt en del opmærksomhed i det danske biblioteksvæsen. Så meget at jeg nu synes det er på tide med en opfølger.

Forleden talte jeg med en venlig medarbejder på Aalborg bibliotek. Han forklarede mig at han også var kommet i besiddelse af indlægget. Faktisk var det vidst, hvis jeg har forstået ham ret, gået rundt på det meste af biblioteket, og man har nu valgt “at gøre en række tiltag” (muligvis ikke et ordret citat). Jeg kan kun være glad for at man vælger at lave tiltag! Tiltag er som oftest en god ting. I dette tilfælde ville jeg, i hvert fald, mene at tiltag er godt - tak til Aalborg bibliotek!! Derudover forklarede den venlige medarbejder mig, at det nok var en vikar-type jeg havde haft fat i.

Jeg ved ikke om det var en vikar, men når den venlige medarbejder nu siger det, så er det nok sådan det er. Personligt tror jeg nu (og håber meget på) at jeg bare har fanget den bibliotekar/vikar på et forkert tidspunkt, på den forkerte dag. Jeg skal for fremtiden indgå i en mere fordomsfri dialog med bibliotekarene på de danske folkebibliotekter, for på den måde at undgå eventuelle misfortåelser.

Dog var min ide med forskellige typer af bibliotekarer nok ikke helt af vejen. I mit originale  indlæg (se nedenfor) blev der i flere af kommentarene (i hvert fald to) nævnt bibliotekarer der havde opført sig - hmm - mærkværdigt, i forhold til at de er ansat i et servicefag.

Jeg holder meget af at komme på biblioteket, og kan i som oftest også vældig godt lide de ansatte. Aalborg bibliotek er “vokset” på mig, og virker nu ikke mere så stort, truende og banegårdsagtigt som jeg synes det gjorde i starten. Jeg kan vældig godt lide deres “form” om man så må sige. Det er dejligt at voksenlittratur og børnelitteratur er så klart adskilt. Det er rart når man, som voksenlåner, kommer på biblioteket og ikke behøver at blive overrendt af børn i alle størrelser. Ligeledes forestiller jeg mig at børnene synes det er fantastisk, at være fri for tyssende voksne. Jo, jeg kan skam godt lide Aalborg bibliotek, og det er ikke mindst de ansattes (type etterne) fortjeneste. 

Se det originale indlæg her: http://emiliussen.wordpress.com/2008/02/19/om-aalborg-bibliotek/.

De Evige - Gaiman & Romita Jr.

I går aftes var der fest i mit lejlighedskompleks. Dette medfører at man, hvis man er mig, ikke kan sove. jeg fik derfor lejlighed (he he) til at læse “De Evige” færdig. “De evige” er fortællingen om et folk der levede før menneskene, som er sat på jorden for at beskytte den, indtil stjernevandrene vender tilbage. Det lyder umiddelbart kryptisk, men det giver faktisk god mening.

Vores hovedperson starter ud med at have hukommelsestab, og han tror at han er t almindeligt menneske. Det viser sig dog hurtigt at der er mere ved Mark Curry, end Mark Curry selv ved. Det siger sig selv at Mark må vågne af sit hukommelsestab for at redde verden.

“De Evige” er ikke nogen fantastisk superheltehistorie, men der er gode elementer i den, som gør at den er værd at læse. Jeg er sikker på at den indeholder en hel del referencer til andre Marvel-helte og historier, men jeg er ikke så velbevandret at jeg kan gennemskue dem alle. Imidlertid møder vi flere gamle venner, som selv jeg kan nikke genkendende til - blandt andet optræder Iron Man.

Jeg skal måske gøre opmærksom på at Batman er min ynglingshelt, og derfor kan jeg have haft en negativ indgang til denne tegneserie. Imidlertid synes jeg at den er meget jævn, selvom Gaiman plejer at være garant for en god historie. Det kan være at jeg bare ikke fatter plottet, men et eller andet er i hvert fald gået hen over hovedet på mig da jeg læste “De Evige”. Et eller andet får historien til at virke….udflydende, men det kan jo være at det er et forfattertrick, der skal sætte os i hukommelsestabets sted.

Ikke desto mindre vil jeg gerne anbefale denne tegneserie, om ikke andet så for at nyde Romita Jr.’s flotte tegninger - han er jo også ved at være lidt af en veteran.

Gangsterheden - nu med egen side…

Ja, det var ikke fordi det tog så lang tid, men nu har gangsterheden fået sin egen side. Det vil sige at den har fået sin egen blog, idet jeg er fattig som en kirkerotte og ikke har råd til at oprette en reel side. Gangsterheden kan besøges her:

www.gangsterheden.wordpress.com

Linket findes også i blogroll’en.

God fornøjelse.

Den forsvundne verden - Michael Crichton

Så fik jeg læst Michael Crichton’s roman ”Den forsvundne verden”. Det var vel nærmest også gået hen og blevet et must. Jeg må sige at denne toer på ingen måde fangede min interesse som etteren gjorde det.

 

Flere år efter at Jurassiv Park blev lukket, begynder mystiske firben i overstørrelse, at drive i land på Costa Rica. Det sætter selvsagt gang i en række hændelser, som ultimativt leder til at vores gamle ven ”Ian Malcom”, kommer på sporet af noget han ikke ønsker at være på sporet af. Catchphrasen fra forsiden er ”noget har overlevet”, men jeg mener nu nok den burde have været ”noget lever stadig” – grunden hertil vil være klar for den der læser bogenProblemet med ”Den forsvundne verden” er ikke så meget at det er en toer (der er selvfølgelig alle de klassiske problemer med folk der overlever, selvom de blev omtalt som døde i etteren og uomtvistelige fakta, man ikke hørte om i etteren), men mere det faktum at den forsøger at rette op på de faktuelle brølere, som Crichton begik i den første. Det virker lidt som om forfatteren vil sige: ”Ja, jeg ved det godt… Jeg har læst op på det nu, så ad mig lige forklarer”. Den er på ingen måde lige så spændingsmættet som den første.

Der er dog det plus, at Crichton ikke har kaldt den ”Jurassic Park: Den forsvundne verden”, for den har meget lidt med Jurassic Park at gøre (Jeg pointerer dette fordi man med filmene lige netop gjorde denne fejl). Derfor har den heller ikke rigtigt etteren at skulle leve op til, men man kan dog ikke lade være med at sammenligne de to.

Det der er pudsigt ved ”Den forsvundende verden” er at man kan tage personerne og bytte dem ud med personerne fra ”Jurassic Park”, og så ville man få nogenlunde den samme bog – to gange. Derudover skal jeg lade være med at nævne alle de lighedspunkter der er med Sir Arthur Conan Doyles originale ”Den forsvundne verden”.

Ikke desto mindre var jeg underholdt på de fleste af de 437 sider som bogen er. Jeg kan godt anbefale den til JP entusiaster, og til dem der synes Sir ACD’s originale udgave er lidt for victoriansk i sit udtryk.

Nu med gangsterhed…

Ja, så fik jeg endelig skudt gangsterhedsprojektet igang. I første omgang bliver der nok kun tale om undersider her på bloggen, men på et tidspunkt kunne det være sjovt at få en rigtig side til det.

Jeg har allerede fået skrevet et underafsnit om gangsterhedshatte, så der skulle være lidt at gå igang med for den flittige læser.

Jeg regner med løbende at opdatere med nye indlæg om andre gangsterhedssager, så det er bare om at holde øje med udviklingen.

Tanker om genoptræning efter hjerneskade…

Sidste gang jeg sad hos min fysioterapeut, og ventede på dagens behandling, sad jeg og bladrede i et af tidens populære videnskabelige magasiner. Nærmest tilfældigt faldt jeg over en artikel der handlede om komapatienter. Det viser sig, ved nye undersøgelser, at komapatienter kan ”gøre” ting. De kan selvfølgelig ikke aktivt udføre en handling, men deres hjerner aktiveres på samme måde, som hvis de faktisk udfører handlingen. 

Uden at skulle i for mange detaljer, har man givet folk i koma, ordre om at udføre forskellige handlinger – f.eks. ”Spil tennis!”. Disse ordrer har udløst en aktivering (det vil sige at neuronerne fyrer) af hjernen i de dele, som normalt ville aktiveres ved faktisk at spille tennis. Aktiveringen forekommer dog ikke på et lige så stort område, som normalt, men den er der! 

I den sammenhæng har jeg tænkt over noget ret interessant. Når en person får en hjerneskade, siger man at, desto hurtigere man kan komme i gang med genoptræningen, desto bedre er det. Den hurtige genoptræning skal, så vidt jeg er informeret, sikre at man får maksimal udbytte af den ”regeneration” som hjernen gennemgår efter en beskadigelse.

Sagen er den at hjernen besidder en vis plasticitet som gør, at den kontant gennemgår en ”helbredelsesproces”. Denne helbredelsesproces fremmes, igen så vidt jeg ved, af aktivering.  

Overvejer vi de to redegørelser om hjerneplasticitet og komapatienter, ser man pludselig en sammenhæng. Hvis nu man kan begynde genoptræningen på trods af at patienten stadig er i koma, ville det jo være fantastisk. Jeg forestiller mig at man giver komapatienten en båndoptagelse med en række udsagn af en hverdagslig karakter – såsom ”tag bad”, ”kør bil” – som han/hun så kan lytte til. Denne båndoptagelse skal selvfølgelig tilpasses, så den svarer til de evner som personen besad før hjerneskaden indtraf. Patienten vil på denne baggrund dagligt kunne gennemgå en aktivering, som svarer til en almindelig hverdag.  

Håbet er så, at denne daglige aktivering af hjernen vil hjælpe til at patienten har et forspring i sin genoptræning, og måske kan komme sig mere over sin skade, end hvis genoptræningen først blev påbegyndt når patienten engang faktisk vågnede fra hans/hendes koma.  

Det kommer mig i hu, at man ofte beder komapatienters pårørende om at tale til patienten ”for at han/hun ved at der er nogen” – hvilket er en nok så god ide. Hvad jeg spekulerer på er, om denne ”bliven talt til” har nogen effekt på hjernens regeneration, og om det pårørende i virkligheden har gjort, er at genoptræne patienten, uden de vidste det.   

Det var bare en tanke.

Snyd og bedrag i Aalborg kommune…

I lørdags var “Earth-day” eller et eller andet i den retning. I al fald var det store-lyseslukker-dag. Det var meningen at man skulle slukke sit lys, og kun have stearinlys tændt - og det have man så! Sagen var den at man, det vil sige jeg, havde set på tekst-tv at Aalborg kommune havde meldt ud, at de deltog i arrangementet.

Jeg må sige at jeg blev slemt skuffet, da jeg med let fugtige øjne, og en tanke rettet mod det promille-tynde ozonlag, kiggede ud i Danmarksgade for at se gadelysene blive slukket. For det var sådan det skulle være - i al fald ifølge tekst-tv. Det var det så åbenbart ikke ifølge lygterne i Danmarksgade. Omtale lygter (som er nogle store s*****r) forblev aktive, og sendte med alle mulige tegn på foragt, deres syghus-skarpe og dræbende lys ned mod den ligblege asfalt.

Det er lige skrapt nok, at kommunen, lysvæsnet, eller hvad det ny hedder, melder ud at de “nok skal deltage”, når det kun indebærer at borgerne i pågældende by slukker lyset. Jeg ved - tilfældigvis - at sagen var fuldstændigt den samme i Fredericia (en kommune der i øvrigt har brugt ca. 100.000 kWh på at køle en skøjtebane ned), her slukkede man, som borger, også sit elektriske lys, og kunne derefter observerer samme ligegyldige indstilling fra gadelygterne - fup og fiduser…

Jeg mener at der bør rejse sig en folkelig opstand mod åndede kommunal-politikerer og deslignende, så de en gang for alle kan få ren besked - de skal ikke udtale sig på vores vegne, uden selv at feje deres egne lamper først. Nemlig.