Tanker om genoptræning efter hjerneskade…

Sidste gang jeg sad hos min fysioterapeut, og ventede på dagens behandling, sad jeg og bladrede i et af tidens populære videnskabelige magasiner. Nærmest tilfældigt faldt jeg over en artikel der handlede om komapatienter. Det viser sig, ved nye undersøgelser, at komapatienter kan ”gøre” ting. De kan selvfølgelig ikke aktivt udføre en handling, men deres hjerner aktiveres på samme måde, som hvis de faktisk udfører handlingen. 

Uden at skulle i for mange detaljer, har man givet folk i koma, ordre om at udføre forskellige handlinger – f.eks. ”Spil tennis!”. Disse ordrer har udløst en aktivering (det vil sige at neuronerne fyrer) af hjernen i de dele, som normalt ville aktiveres ved faktisk at spille tennis. Aktiveringen forekommer dog ikke på et lige så stort område, som normalt, men den er der! 

I den sammenhæng har jeg tænkt over noget ret interessant. Når en person får en hjerneskade, siger man at, desto hurtigere man kan komme i gang med genoptræningen, desto bedre er det. Den hurtige genoptræning skal, så vidt jeg er informeret, sikre at man får maksimal udbytte af den ”regeneration” som hjernen gennemgår efter en beskadigelse.

Sagen er den at hjernen besidder en vis plasticitet som gør, at den kontant gennemgår en ”helbredelsesproces”. Denne helbredelsesproces fremmes, igen så vidt jeg ved, af aktivering.  

Overvejer vi de to redegørelser om hjerneplasticitet og komapatienter, ser man pludselig en sammenhæng. Hvis nu man kan begynde genoptræningen på trods af at patienten stadig er i koma, ville det jo være fantastisk. Jeg forestiller mig at man giver komapatienten en båndoptagelse med en række udsagn af en hverdagslig karakter – såsom ”tag bad”, ”kør bil” – som han/hun så kan lytte til. Denne båndoptagelse skal selvfølgelig tilpasses, så den svarer til de evner som personen besad før hjerneskaden indtraf. Patienten vil på denne baggrund dagligt kunne gennemgå en aktivering, som svarer til en almindelig hverdag.  

Håbet er så, at denne daglige aktivering af hjernen vil hjælpe til at patienten har et forspring i sin genoptræning, og måske kan komme sig mere over sin skade, end hvis genoptræningen først blev påbegyndt når patienten engang faktisk vågnede fra hans/hendes koma.  

Det kommer mig i hu, at man ofte beder komapatienters pårørende om at tale til patienten ”for at han/hun ved at der er nogen” – hvilket er en nok så god ide. Hvad jeg spekulerer på er, om denne ”bliven talt til” har nogen effekt på hjernens regeneration, og om det pårørende i virkligheden har gjort, er at genoptræne patienten, uden de vidste det.   

Det var bare en tanke.