NBA Street, Homecourt

Jeg er ikke basketballfan! Jeg synes det er en middelgod sport, som har en dårlig underholdningsværdi for tilskurer. Ikke desto mindre lånte jeg NBA Street, Homecourt (NBASH) med hjem fra biblioteket, bare for at snuse til det.

 NBASH er et bsketballspil der fokuserer på opbygningen af din personlige spiller. Du får lov at sætte din helt egen spiller sammen, med en “easy-to-use” profil editor. Når du så har valgt position, udseende og spillestil, er det ellers bare ud i gården og komme igang. Der er en hel del muligheder for at spille, deriblandt online, men det er “Homecourt Challenge” der er den mest spændende del af spillet.

I ”Homecourt Challange” følger man en noget løs storyline. Historien handler om dig/din spiller og om hvordan han kommer fra “ydmyge kår” til at blive en af “gadens bedste spillere”. Egentligt følger det bare en klassisk arkade opbygning, hovr du møder bedre og bedre modstandere, og skal gennemfører en række boss-battles, i form at en række miniturneringer.

Det er egentligt ret ligefrem, og det er da også kun “rollespilsdelen” der har holdt mig til spillet i mere end tre timer. Efter hvert match dukker en skærm op der fortæller hvordan ens forskellige egenskaber har forbedret sig på en skala fra 0 til 100. Det bliver selvsagt nemmere at bruge ens spiller, jo bedre færdigheder man har. Det hele er rammet ind i en ultimativ rollespilskliché i form at en række “levels”, som er med til at vise hvor stor/meget “street cred” man har.

En række prominente (formoder jeg) basketballspillere har deltaget i en del cut-scenes, som skal “sætte stemningen”. Er man basketballfan, synes man nok det er meget spændende. For mig bliver det dog ret hurtigt irriterende at hører på hvor “hårdt de har haft de” og “hvor meget de har knoklet”, får at nå op til toppen af NBA (den amerikanske basketball liga).

Grafikken er som man kunne forvente, hverken god eller dårlig. Det lader til at EA games på denne front formår at holde den stil som de altid har holdt - jævn. Lydsiden er spædet op med en solid gang “street-rap-hippeti-hop-gangsta-style-bitchen-yoyoyo, yeah”, og det passer for så vidt godt ind. Derudover er der en overbevisne kommentardel, hvor spillerne (og publikum) hele tiden kommer med kommentare til de “moves” man laver. Det fungere faktisk ret godt.

Alt i alt skal man nok være fan af basketball for at få mere end 20 timer til at gå med spillet. Men er man bare en smule konkurrencemindet og kan man lide at se på nogle “swifty moves”, så er NBASH en udemærket investering. Jeg har nu ikke tænkt mig at købe det, og jeg tror nu heller ikke jeg genlåner det.

Vor fantastiske verden, og de ting vi ikke kan se….

I forgårs tog jeg mig en zapper på fjerneren. Tilfældigvis kom jeg forbi tv-avisen, idet de var ved at afslutte et indslag om nogle Brasilianske indianere. Det viser sig at der findes op mod 500 primitive indivder i den Brasilianske regnskov, som ikke har været kontaktet af mennesker fra “civilizationen”. Den Brasilianske regering har fået taget billederne i et forsøg på at hindre ulovlig skovhugst.

På billedet (herover) ser man hvordan indianerne hæver deres buer imod flyet der tager billederne. Disse indianere går åbenbart ind for den bredest mulige integration - se bare de mange forskellige hudfarver der står side om side. Det er dog et kendt fænomen at samarbejde på tværs af grupper kan fremmes, såfremt der er en fælles fjende - hvilket Sheriff og medarbejdere også illustrerede i deres klassiske forsøg. Dog er det vel mere sandsynligt at der er tale om en form for personlig udsmykning - bestemt af kulturelle normer og regler.

Jeg synes det er meget fantastisk at vi i vore dage, stadig kan finde nye ting, rundt omkring på vores klode. Man skulle synes at sattelitter og almindelig nysgerrighed, havde sat en stopper for at man kunne gennem sig. Imidlertid sker det igen og igen at der dukker ting op som vi ikke har set før (eller meget længe). Senest så vi “Den Blå Fisk” som skulle have været uddød i 70 millioner år, men som trives flere steder i havet.

Måske er der tale om en situation hvor vi som moderne mennesker, er blevet specielt blinde overfor det “there’s hiding in plain sight”. Måske er vi så overbevist om at vi har set og dokumenteret alt, at vi ikke længere leder som vi engang gjorde. Dog kan det også tænkes at det bare ikke er muligt at overvåge hele kloden på samme tid - det ville i hvert fald være noget af en opgave.

Ja ja, så var der indianere i skoven - hvad bliver det næste? Hvad skete der i øvrigt med det kattedyr der hærgede kronvildt på Koldingegnen for nogle år siden? Endnu et mysterie!

Forslag til Aalborg bibliotek (og andre biblioteker)…

Hej Aalborg Bibliotek

Nu har jeg flere gange været ude for, at de cd’er, DVD’er, cd-rommer o.l. jeg har lånt, ikke virker. Da jeg selv har renset flere af jeres cd’er (med rensevæske og en antiseptisk klud), er jeg ret sikker på at det er ridser der er problemet, og ikke fedtfingre.

Jeg ved ikke hvad jeres politik er på området, med tror at det må være en bekostelig affære at erstatte alle de cd’er mv. Imidlertid er jeg blevet opmærksom på at der findes et apparatur der måske kan løse jeres problemer på en noget mere økonomisk måde. En såkaldt cd høvl eller cd sliber fjerner langt de fleste ridser. En model som denne: http://www.bp-electronic.dk/catalog/index.php?cPath=19_55, findes i øjeblikket på markedet. Men jeres behov er nok lidt større, og jeg tænker at der findes nogen i industristørrelse.

Skulle i ikke ønske at indkøbe et sådant apparat, kan jeg oplyse om at der også findes firmaer her i Danmark, som specialiserer sig i at høvle cd’er. Se f.eks. her: http://www.techmedia.dk/files/pdf/ael/2004/ael20bag-2004.pdf.

Jeg ved ikke om det har været til nogen hjælp overhovedet (eller om i allerede er klar over at apparatet findes), men jeg synes bare jeg ville gøre opmærksom på, at der måske var en billigere løsning end den jeg tror i bruger - i.e. at kassere de gamle og købe nye.

Med venlig hilsen

 

Mail afsendt d. 29/5-08

Emiliussen og jagten på bøgerne der ikke eksisterede…

På lørdag skal jeg ind og se den nye Indiana Jones film, og det ser jeg frem til. For at komme ind i ånden tænkte jeg, at jeg måtte gense de tre første film. Dette projekt forløber som man kunne forvente, og jeg (og min kæreste) skal snart igang med toeren - vi når det med garanti inden lørdag.

Imidlertid er jeg en af den type personer, der kan blive grebet af bølgen. Jeg tænkte derfor: “Der må findes noget skønlitteratur med Indy”. Fluks strøg jeg op på Aalborg Hovedbibliotek for at forhører mig. Min forespørgsel lød “Findes der romaner eller tegneserier med Indiana Jones - altså bøger der ikke handler om, eller har handling fra, filmene”. Til min store overraskelse fik jeg at vide, at det gjorde der desværre ikke. Slukøret og sat lidt tilbage i min jagt på stemning, gik jeg hjem. Jeg lod mig dog ikke affærdige!

I ånd med filmene tog jeg på en ekspedition. En ekspedition der gik fra nettet, ned i pilegaards antikvariat, til læsehesten, Arnold Busch’s boghandel og tilbage på nettet. Efter denne interessante udflugt, har jeg nu fundet frem til et svar jeg synes passer bedre til George Lucas’ pengebegær.

Selvfølgelig findes der bøger. Der findes en bogserie på minimum 12 bind, som handler om Indy (De hedder alle sammen noget med “Indiana jones and the…”, se f.eks. billedet). Denne serie finder sted mellem tv-serien “Young Indana Jones” og filmene. Derudover findes der mindst fire forskellige tegneserier, som alle har Indy som hovedperson. Derudover har tegneseriefirmaet “Dark Horse” netop annonceret at de påbegynder en ny Indy-tegneserie i andledning af den nye Indiana Jones film (premiere d. 22 maj 2008). Samme firma har netop udgivet en omnibus med flere tegneserier/graphic novels med den kære doktor.

Altså skal man ikke tage alt hvad man får at vide for gode varer. Man skal derimod - som Indy - tagen sagen i egen hånd, og drage ud i verden med Fedora og pisk. Og husk: “X never, ever marks the spot”.

Flammen og Citronen

Jeg er netop vendt hjem fra biografen. Da både min kæreste og jeg har en interesse i dansk historie, og en forkærlighed for film der foregår under 2. verdenskrig, var det nærmest en selvfølgelighed at vi skulle ind og se “Flammen og Citronen”.

“Flammen og Citronen” handler om to modstandsfolk der bliver fanget i et spil mellem sandhed og løgn. De finder ud af, at det er svært at vide hvad der er rigtigt og forkert - især midt i en krig. Man har satset på historisk præcision, og der er mange flotte billeder af København, som den engang så ud.

Jeg er normalt ikke ret meget til danske film, og denne hjalp nok ikke på den aversion. hvad der kunne være blevet action-mættede og spændingsfylde 1½ time, er i stedet blevet til to timer og femten minutters “dramatisk” danmarkshistorie. Der er tale om en stor produktion, det er der ingen tvivl om. Der er ikke sparet på noget når det kommer til effekter. Heller ikke når det drejer sig om special effects og computergrafik. Gode skuespillere er der også, selv i birollerne.

Alligevel bliver filmen helt ekstremt lang. Og jeg mener EKSTREMT lang. Scener som kun behøvede et par sekunder af vores opmærksomhed, bliver hele tiden trukket ud til to eller tre minutter. Derudover springer handlingen fra situation til situation. Det er som en række stillbilleder, der er flettet sammen til en lang - usammenhængende - fortælling. For første gang i mange år, tog jeg mig selv i at gabe i biografen. Ja, jeg gabte. Dem der har set filmen “Amadeus” ved hvad det betyder, når publikum gaber under en forestilling - det er ikke godt!

Jeg vil med andre ord ikke ligefrem anbefale filmen. Historien er bare ikke interessant nok, eller også er den bare fortalt for dårligt. Vil man derimod se hvad dansk film har opnået på det tekniske område, er “Flammen og Citronen” værd at kaste et blik på. På den front kan Nimbus efterhånden følge med flere af de store Hollywood selskaber.

Terrorangreb mod Hyggekrogen!!

Jeg troede ellers at der var et ret effektivt spamfilter på wordpress, men jeg skulle blive klogere! Jeg har netop slettet to kommentarer som lød “Denmark to hell”. Bortset fra den dårlige grammatik, genere det mig egentligt ikke. Folk må mene hvad de vil, de skal bare ikke spamme min blog med unødige/ufaglige kommetarer. Derimod synes jeg at man, som dansker, skulle kigge på den side som “angrebet” kom fra. Det drejer sig om wordpressbloggen “detohell” - jeg afholder mig fra et direkte link, men den kan (næsten) googles (er man lidt ferm, så kan man også gætte den ud fra hvad der står her i indlægget).

Nu skal jeg ikke sprede budskabet om, hvorfor de har webterrorister mener at: ”denmark to hell”, men da jeg, som dansker, har ret meget selvironi, så synes jeg at der er en del sjove billeder på siden (blandt andet en hund med Dannebrog som kappe - det er da sejt). Derudover bør man vælge at trykke på “english translation” og få sig sjove 10 minutter - now that’s baaaaad english.

Jeg burde måske bare lade være med at reagere (intet svar, er det bedste svar), men jeg synes simpelthen at det er ret morsomt, at de/han/hun tror at det kan bringe mit *** i kog, at lave sådan nogle billeder.

Slutteligt, he he, og hav en rigtig god dag.

Troldspejlet - hvorfor jeg hader det, men stadig ser det!!

Ja, jeg synes lissom’ det var på tide at vi fik tingene på det rene. Igennem 10-15 år har jeg fulgt DR1’s “anmelder-progam” troldspejlet, og har set hvordan det kun er gået mere og mere ned af bakke - desværre.

Jeg husker tydeligt da jeg som yngre sad foran kassen og krummede tær (af spændign) over alle de spil, min computer ikke kunne kører og alle de bøger jeg aldrig fik læst. Dengang var det spændende og interessant, og så varede udsendelsen 20-25 minutter. Jeg husker hvordan jeg, og min storebror, kunne tale om tingene vi havde set - være benovet og bjergtaget.

I dag sidder hr. Stegelmann som en jovial, hyggelig, onkel-morfar type, og har åbenbart mistet alle sine tænder, for der er ikke mere bid tilbage i programmet. Okay, det har aldrig været Troldspejlet’s varemærke at skyde nye spil/bøger/tegneserier i sænk med en dårlig anmeldelse, men det er ved at være for tamt. I stedet for at sige: “Spillet er altså ikke særligt godt, i forhold til hvad man kan i dag”, begrænser kritikken sig ofte til: “Man skal nok være meget stor fan af serien, for at gå ud og bruge penge på denne udgivelse”. Det er muligvis rigtigt, men helt ærligt - COME ON!!

Jeg ved ikke om vi skal tage det som et udtryk for, at Troldspejlet bare ikke anmelder det som er noget lort.  Dette ville imidlertid forklare, hvorfor programmet er svundet ind til kun at vare et kvarter. Udover at være forsvindende kort, har man også valgt at fylde programmet med tonsvis af “specials”. Det betyder: “Vi har afholdt [indsæt fancy fantasy/sci-fi/sports-inspireret event], her kommer en lille montage”, eller “vi kan godt finde ud af at [indsæt ting som er computerspil/tegne relateret], så vi har lavet et kurus”. En montage der varer 4-5 minutter, hvilket er lang tid, når man kun har et kvarter. Hele programmer er også forsvundet til specials - disse er dog som sådan fine nok, når bare man ved de kommer. 

Derfor hader jeg Troldspejlet. Jeg bliver dog ved med at se det, fordi jeg stadigvæk kan blive begejstret over de ting de viser. Jeg ser det også fordi jeg synes at hr. Stegelmann er en fremragende vært - det er bare ærgeligt, at hans materiale til tider stinker. Jeg ser også programmet fordi det bliver genudsendt om lørdagen, og der er ikke noget så fantastisk som at spise rundstykker, til lyden af laser-skud og elektroniske eksplosioner.

GTA IV - PS3

Så oprandt dagen hvor undertegnede fik gennemført den nyeste tilføjelse til GTA-serien. Hvad er der så at sige om det? Jo, der er det at sige, at spillet er flot. Grafisk set er det en tour-de-force uden lige. Jeg har aldrig set så flot grafik - ikke engang Assasins Creed (PS3) kan følge med. Lydsiden er også helt fantastisk. Der er de forventelige radiostationer, og en hel masse snak mellem de mennesker man bevæger sig omkring. Men jeg fortaber mig.

For den uindviede, er GTA IV et 3. persons actionspil. Man skal som den ulovlige imigrant “Niko Bellic”, forsøge at tilpasse sig det pulserende liv i metropolen “Liberty City”. Som det er klassisk for franchiset er det de ulovlige aktiviteter, der er sat i højsæden. Således kommer man hurtigt til både at skulle stjæle biler, og slå ihjel - det ville ikke være GTA uden de to ting. Man kan nok argumentere for at dette spil kan have en uheldig indvirkning på sarte/svage sjæle. Det er dog nok også pointen. RockStar games sætter, så vidt vides, en ære i at provokere.

Der er i høj grad kælet for detaljerne i spillet. Lige fra skiltet på maven af “that-crazy-guy-on-the-corner”, til de store neonskilte på hovedgaden. Spillet er sprængfyldt med satire og skarpe kommentarer til amerikansk politik. Man skal dog nok være temmeligt velbevandret udi amerikansk kultur, for at fange alle hentydningerne,  men det er ikke noget der er ødelæggende for spillet.

Grafikken og gameplayet er da også helt klart spillets styrke - der er satset på realisme og playability. Det er som om at RockStar er gået “back to basics” med denne udgivelse. Det virker lidt som om at de har fjernet alt det som gjorde forgængeren (GTA: San Andreas) helt fantastisk. Det er tydeligt at man har forsøgt at satse på interpersonelle relationer, fremfor intrapersonelle relationer - det vil sige relationen mellem mennesker, og ikke relationerne i det enkelte menneske. Det er selvfølgelig noget nyt, og det fungere også rigtigt godt. Der var bare ikke nogen grund til at fjerne alt det andet. F.eks. ejer man ikke noget - en restaurant eller natklub. Det er faktisk temmeligt svært at tro på, at  en person der bliver en ledende figur i byens kriminelle miljø, ikke har nogen form for fast ejendom udover hans lejlighed.

Historien følger et klassisk mønster som vi efterhånden kender. Nu skal jeg ikke afslører for meget, men det er faktisk bare en klassisk “hjem, ud og hjem igen” historie. Fortællingen er ikke overvældende nyskabende, men de fleste personer er troværdige. Denne troværdighed bunder også i den enormt flotte motion-capture der er blevet brugt til at lave cut-scenes og karakter-animationer. Man tror næste på, at det er rigtige mennekser.

Alt i alt er der mange, gode og nye tiltag i GTA IV. Der er visse mangler i forhold til tidligere udgivelser, men grafikken, det fantastiske lydspor og den store mængde af hurmor trækker spillet op på et højt niveau. Det er helt klart anbefalelsesværdigt, om ikke andet, så for at nyde det fantastiske sceneri.