Flammen og Citronen

Jeg er netop vendt hjem fra biografen. Da både min kæreste og jeg har en interesse i dansk historie, og en forkærlighed for film der foregår under 2. verdenskrig, var det nærmest en selvfølgelighed at vi skulle ind og se “Flammen og Citronen”.

“Flammen og Citronen” handler om to modstandsfolk der bliver fanget i et spil mellem sandhed og løgn. De finder ud af, at det er svært at vide hvad der er rigtigt og forkert - især midt i en krig. Man har satset på historisk præcision, og der er mange flotte billeder af København, som den engang så ud.

Jeg er normalt ikke ret meget til danske film, og denne hjalp nok ikke på den aversion. hvad der kunne være blevet action-mættede og spændingsfylde 1½ time, er i stedet blevet til to timer og femten minutters “dramatisk” danmarkshistorie. Der er tale om en stor produktion, det er der ingen tvivl om. Der er ikke sparet på noget når det kommer til effekter. Heller ikke når det drejer sig om special effects og computergrafik. Gode skuespillere er der også, selv i birollerne.

Alligevel bliver filmen helt ekstremt lang. Og jeg mener EKSTREMT lang. Scener som kun behøvede et par sekunder af vores opmærksomhed, bliver hele tiden trukket ud til to eller tre minutter. Derudover springer handlingen fra situation til situation. Det er som en række stillbilleder, der er flettet sammen til en lang - usammenhængende - fortælling. For første gang i mange år, tog jeg mig selv i at gabe i biografen. Ja, jeg gabte. Dem der har set filmen “Amadeus” ved hvad det betyder, når publikum gaber under en forestilling - det er ikke godt!

Jeg vil med andre ord ikke ligefrem anbefale filmen. Historien er bare ikke interessant nok, eller også er den bare fortalt for dårligt. Vil man derimod se hvad dansk film har opnået på det tekniske område, er “Flammen og Citronen” værd at kaste et blik på. På den front kan Nimbus efterhånden følge med flere af de store Hollywood selskaber.