Danteklubben – Mathew Pearl

Jeg er en af de mennesker som godt kan gå igang med at læse en bog, uden at læse den færdig. Så ligger bogen hen i flere måneder (måske endda år), uden jeg får læst den færdig. Det var tilfældet med “Danteklubben”. For en lille uge siden kom jeg så i tanke om den igen og tænkte: “Nu skal det være!!”. Og det blev det.

I Danteklubben følger vi en gruppe af Bostons litterater, der i 1865 er igang med at oversætte Dantes “Den Gudommelige komedie”. En række uhyrlige mord, som har mange ligheder med de pinsler som er beskrevet i “komedien”, bliver begået. Selvsagt finder gruppen af litterater ud af at der er en sammenhænf, og de sætter si for at opklare mordene. Pludselig er det en kamp for at opklare mordene, og samtidig at undgå selv at blive mistænkt – hvem kender ellers til Dante?

Danteklubben er en historisk/filosofisk roman, der både søger at give et bud på hvordan 1860′ernes Boston så ud, og give et bud på hvordan man kan tolke Dante. Det gør til tider bogen langsommelig og spekulativ, men også utroligt indsigtsfuld. Historien er næsten udelukkende baseret på virkelige personer og deres gerninger. Dette er med til at sætte stemningen i rette gear, og man føler sig hensat til en tid med paneler på væggene, store lænestole og sofistikerede diskussioner i skæret fra kaminen.

Danteklubben er langt fra den bedste krimi jeg nogensinde har læst. Den er heller ikke den dårligste. Man skal dog være mere end alimindeligt glad for lange filosifisk analyserende enetaler, for at synes at denne bog er helt fantastisk. Jeg er glad for at have læst den, men det er nok ikke en jeg lige griber til igen.