The Lost World – flere tegnede film…

Samme gode ven som fandt nogle Indiana Jones tegneserier til mig, fandt også denne tegneserieudgave af filmen “The Lost World”.  Det er Don McGregor der har forfattet denne udgivelse, og Jeff Butler der har tegnet.

Der er naturligvis tale om en (næsten nøjagtig) “frame for frame” gengivelse af filmen. Har man set filmen, har man derfor også læst tegneserien. Der er dog visse steder hvor der optræder informationer om karakterene som ikke findes i filmen. Blandt andet får vi en tegnet udgave af en scene, som endte med at blive klippet fra i den endelige udgave af filmen.  

Tegningerne og farvelægningen er for så vidt hæderlig. Dog kan det være svært at forstå at man ikke har valgt at kopierer skuespillernes udseende nøjagtigt/korrekt. Men der er nok tale om rettigheder og copyrights. Man er dog ikke i tvivl om at der er taget udgangspunkt i Jeff Goldblum, til at gengive Ian Malcom – det giver sikkerhed for læseren, og man kan ikke lade være med at følge sig en smule hjemme.

Teknisk set må jeg sige at man i denne udgivelse, har “misforstået” tegneserien som medie. Hvad der burde være forklaret med billeder, er i flere tilfælde forklaret i tekstbokse. Tekstbokse som er dårligt oversat, og enormt dårligt skrevet. Man kan ikke lade være med at få en fornemmelse af at man sidder med en tegneserieudgave af en bog. Det er dog ikke tilfældet. Jeg har læst bogen, som ligger til grund for filmen, og der er ikke ret meget der falder sammen.

Alt i alt er der tale om et traditionelt stykke film-merchandise. Det er ikke prangende i sit håndværk, men godt nok til at fastholde en gennemsnitlig fan længe nok, til også at købe filmen på DVD/Video, når den engang udkommer.