Indiana Jones and the Seven Veils
“Indiana Jones and the Seven Veils” er den tredje bog i serien om Indiana Jones. I denne bog møder vi Indy netop som han er kommet i kambolage med sin arbejdsgiver. Imidlertid sætter en eftersøgning efter en vis “Oberst Percy Fawcett” en midlertidig stopper for skamyslerne. Indy drager til Sydamerika, sammen med hans tro væbner/”on-off kæreste” Deirdre, for både at finde Fawcett, men også for at finde den sagnbyen by Z.
Bogen er den hidtil mest “mystiske” i serien. Vi introduceres både for magi, usynlighed og mytiske indianerstammer. Alt sammen noget der hører hjemme i Indiana Jones. Derudover er bindet her, også det hidtil mest dystre – folk bliver dræbt på kryds og tværs, og nogle gange nærmest uden grund. Magi og virkelighed bliver spundet sammen i et netværk som vores helt skal forsøge at manøvrere sig igennem. Slutningen er overraskende, men passende.
Der er klart tale om Rob MacGregors hidtil bedste Indiana Jones bog. Dette er dog ikke uden problemer. Problemer i det omfang, at man stort set ikke kan læse denne bog, uden også at have læst de to forudgående bøger i serien.
Ikke desto mindre er den klart værd at læse, om ikke andet så for at bekræfte overfor sig selv at filmen “Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull”, måske egentligt ikke er så nyskabende i Indiana Jones sammenhænge.
august 1, 2008 at 12:52 pm
Trivia:
Opdagede at der var en film med James Mason der hedder “The Seventh Veil”. Umiddelbart et titelsammenfald der vækker en smule opsigt. Jeg tror at Rob MacGregor med vilje har henvist til filmen, idet den handler om en dame med hukommelsestab – hvilket også er et gennemgående tema i “Indiana Jones and the Seven Veils”.