Jagten på den forsvundne skat… Merchandise-bæ!

I forbindelse med at Spielbergs og Lucas’ “Raiders of the Lost Ark” (Indiana Jones nr. 1) kørte i biograferne, valgte man i 1981 også at udgive en tegneserieadaption af filmen. Den har jeg læst, og jeg har måttet tvinge mig selv til ikke at kaste den over i hjørnet.

John Buscema og Klaus Janson er gerningsmændene bag de forfærdelige tegninger (som fremgår af billedet), og Walt Simonson er den der har omsat filmen til talebobler. Interpresse har stået for udgivelsen på dansk. En udgivelse de rer tilrettelagt af Hennig Kure. 

Handlingen er i store træk den samme som i filmen, men flere scener mangler, er skrevet om, eller adapteret på en sådan måde, at man ikke kan genkende dem. For de der ikke skulle have set filmen, kan handlingen hurtigt opsummeres til at nazisterne har fået fat i Pagtens Ark, og det vil den amerikanske efterretningstjeneste gerne have at Indy sætter en stopper for.

Jeg ved ikke hvem der har lavet oversættelse, men den er i al fald dårlig! Der er seriøse problemer med overgangene fra nutid til datid, og med overgangene fra tale til fortælling. I det hele taget bliver der brugt alt for meget tekst på at fortælle hvad der sker. Det burde være unødvendigt med tegneserier som medie – man kan udelade beskrivelser af handlinger, fordi man har billederne til at illustrere dem med.

Jeg behøver vel næppe sige at jeg ikke vil anbefale nogen at gå i gang med dette… dette…. dette…. værk…. Man skal være mere end almindelig glad for 80′er-tegneserier eller noget i den retning, for at komme til at kunne holde af denne udgivelse.