Watchmen…

Forårets store superheltefilm er over os. Og det med eftertryk. Jeg har netop fordøjet indtrykket fra “Watchmen” og må sige, at jeg sidder tilbage med en god fornemmelse.

Aåret er 1985. “Komikeren” bliver smidt ud af et vindue – han dør selvsagt. Rorschach begynder, at efterforske sagen. Nogen er ude efter de maskerede helte og vedkommende ser ud til, at være yderst kompetent. Det lader i første omgang til, at blive en ganske ordinær “forbrydelse – jagt – opgør” fortælling. Det er det faktisk også, men med et twist.

I en verden hvor superhelte er uønskede (faktisk ulovliggjorte), hvor atomkrigen truer og Nixon ser ud til, at stille op til præsidentvalget en tredje gang kan intet bare være simpelt. Alt er indviklet. Alle har noget på de andre, alle ved noget, alle har en “offentlig hemmelighed”. Det er spændende, det er medrivende og meget typisk Alan Moore (forfatteren til den bagvedliggende tegneserie).

For Watchmen er baseret på en tegneserie. Det ser man ikke hvis man ikke har læst den. Har man imidlertid læst den, er man ikke i tvivl. Rent stilistisk er filmen helt enormt tro mod tegneserien. Dialoger er på visse tidspunkter løftet direkte over fra tegneserien til filmen – det er gennemført og det virker. På visse punkter går visse dramatiske skriveøvelser dog tabt i overgangen fra ét medie til et andet. Det er lidt ærgerligt, men jeg er ikke sikker på, at filmen var blevet nemmere, at forstå.  Man skal holde tungen lige i munden. Hvis man ikke kender historien i forvejen, er det nok nemt, at blive hægtet af i svinget.   

Effekterne er helt fantastiske. Musikken er velvalgt (til tider komisk, men tidstypisk). Der er ikke ret meget, at sætte sin finger på. Introen er helt fantastisk. Den formår, at fortælle adskillige siders baggrundshistorie, men det kræver – som resten af filmen – at man følger godt med. Alt i alt kan jeg kun anbefale denne film. Især hvis man – som jeg – er træt at de “ordinære” superheltefilm. Watchmen er i en klasse for sig selv – som tegneserie og som film.