Mænd der hader kvinder….

De svenske kriminalforfatteres  nye (og afdøde) stjerne Stieg Larssons roman “Mænd der hader kvinder” er, som de fleste ved, blevet omsat til film. Jeg har set den og må sige, at der ikke er så meget nyt under solen.

Jounralisten Mikael Blomkvist bliver hyret af overhovedet for den stenrige Vanger-familie, til at opklare en 40 år gammel forsvindingssag. Den småkriminelle og traumatiserede researcher/hacker Lisbeth Salander kommer, ad omveje, i kontakt med Blomkvist. Sammen sætter de sig for, at opklare sagen, som hurtigt viser sig, at være mere end en almindelig forsvindingssag.

Historien er hæderlig omend ret almindelig og en kende forudsiglig. Skuespillet er ganske udmærket slevom Lisbeth Salanders karakter er for optegnet/veldefineret til, at være rigtig interessant. Filmteknisk er alt i orden. Imidlertid lider denne dansk instruerede film af det samme som alle andre danske film. En håbløs mangel på tempo. At filmen er to en halv time lang, skyldes ikke, at der er en masse og fortælle. Det handler nok mere om, at instruktøren har insisteret på, at vi skal se alle følelser som personerne gennemløber. Således kan der ofte gå 25-30 sekunder uden der sker andet end, at personen i billedet ser og stirre tomt ud i luften.

Hvis man sætter sig udover det ovennævnte problem, er der tale om en ret almindelig krimi. Plottet er ikke sindsoprivende nyt, men det er underholdende. Imidlertid kan jeg ikke (på baggrund af filmen) forstå, at bøgerne er blevet så populære. Jeg skal skynde mig, at sige, at jeg ikke har læst nogen af dem.

Det er en ganske udemærket krimi, men så er det heller ikke meget mere end det. Det er en film der nok godt kunne have været 20 – 30 minuter kortere, men det er ikke så graverende, at den overhovedet ikke er til, at se.

Jeg var underholdt, men aldrig rigtig overrasket.