Indiana Jones and the Peril at Delphi

Så fik jeg endelig fat i, og læst, den første bog i serien om Indiana Jones. Det tog mig omkring en måned at fremskaffe et eksemplar. Der skulle både forsinkelser og forsvindingsnumre til, førend jeg endelig kunne sætte mig til rette med Indy i mine hænder.

I “Indiana Jones and the Peril at Delphi” (IJPD)møder vi Indy umiddelbart efter han har fået sin bachelor. En spøg der får et uheldigt udfald tvinger vores kære (kommende) arkæolog til at rejse til Paris. Her møder han professor Belecamus. Det viser sig at Belecamus umiddelbart står og skal til Grækenland, for at undersøge templet i Delphi. Hun mangler en assistent og overtaler derfor Indy til at udfylde den rolle. 

Der går dog ikke længe førend vi begynder at tvivle på hvad Belecamus egentligt er ud på. Derudover opfører folk omkring udgravningen ved Delphi sig underligt, og det lader til at ikke alle har helt de samme motiver, når det vil restaurerer templet.

Som sagt er IJPD den første i den skrevne serie om Indiana Jones. Skal man tage denne bog som et tegn på hvad der er at vente, kan man kun glæde sig til de andre. Rob MacGregor er en udmærket fortæller. Han formår at genfinde noget af ånden fra de tre første film - noget der ellers nok kan være svært at omsætte til tekst. Tempoet er højt, men der er også plads til at få lidt karakteropbygning med. Vi kan sagtens genkende Indy, men det er tydeligt at han stadig er en ung mand. 

Slutteligt skal en kommentar falde omkring humoren i bogen. Det har altid været filmenes store force, at kæde humor og action sammen. Imidlertid udebliver den samme form for humor i det meste af bogen, og det er først hen mod slutningen at de gode “Indy-moments” begynder at dukke op.

Alt i alt er der tale om en god og spændende eventyrroman med visse fantastiske elementer. Er man til hårdtslående action og arkæologisk spænding, så er denne bog klart værd at bladre igennem. Træk fedoraen godt ned over ørene og lyn læderjakken op i halsen, det er tid til “Indiana Jones and the Peril at Delphi”.

Dan Abnett: Guns of Tanith

Som det er kendetegnet for Mr. Abnett, kastes vi i dette fjerde bind af “Gaunts Ghost” serien, lige ind midt i en forrygende kamp/trænings scenen.

Regimentet “Tanith, first and only” har fået til opgave et befri en af de kaosbefængte byer på planeten “Phantine”. Byens beliggenhed gør, at vores elskede helte er nødt til at påbegynde deres invasion, med en noget hasarderet landgangsmanøvre.  Historien er lige så ligefrem som Abnett’s historier altid er, men det er topunderholdning. Den indeholder alle de klassiske elementer, som Abnett er så fantastisk til at indfange. 

Abnett er nok mest kendt for sin skildring af kampscener, og “Guns of Tanith” indeholder nok nogle af de mest episke/malende og erindringsværdige “last stands” som jeg nogen sinde har “overværet”. Abnett er ubetinget fremtidskrigens, uberegnelighedens og heltegerningens mester.

Er man til heroiske fortællinger, hårdkogt action fra side ét og down-to-the-nitty-gritty science fiction, så er “Guns of Tanith” et fremragende valg. “Guns of Tanith” kan læses som selvstændig bog, men der er ikke tvivl om at man får mere ud af plottet hvis man har læst de tre forudgående i serien.

De Ti Herskere - Christian Mørk

I nat fik jeg endeligt færdiggjort læsningen af Christian Mørks første roman “De Ti Herskere”. Den gode Mørk er i øjeblikket aktuel med sin “Darling Jim”. 

“De Ti Herskere” (DTH) handler om Victor, der opfinder en ny type af ris. En ris der er så hårdfør at den kan overleve selv tropiske storme. Det siger sig selv at der er tale om en magtfuld opfindelse. Imidlertid lader det til at der er kræfter der ikke er interesseret i at lade Victor dele ud af sin viden. Han tager til Venedig, for at fremlægge sin opfindelse på en kongres. I dagene op til konferencen ledes han rundt i byen af sin tolk - Arabella. Pludseligt sker der mystiske ting. Nogen prøver at slå Victor ihjel, og tingene begynder at tage fart. Victor opdager hurtigt at intet er som han troede, og at det er meget få mennesker han kan stole på.

“DTH” er en ganske udemærket debut. Den brillerer ved sin forudsigelighed og sin jævne fortællerstil. Der er selvfølgelig en række overraskelser i fortællingen. Alligevel formår den aldrig at få en til at sidde på kanten af stolen i åndeløs spænding. Derimod er den gode Mørk fantastisk til at beskrive stemninger og sindstilstande. Man kan ikke lade være med at se de forskellige lokaliteter for sig, og kan i flere tilfælde heller ikke lade være med, at føle med personerne i historien.

“DTH” lægger sig op af en lang tradition af konspiratoriske fortællinger. Der er vældig amerikansk. Man kan da heller ikke lade være med at overveje om den gode Mørk er blevet en smule miljøskadet - han bor i USA til dagligt. Det skal måske lige tilføjes at bogen er skrevet på engelsk, og derefter oversat til dansk. Jeg har det, nærmest per definition, svært med oversættelser, og denne bog går da heller ikke fri af en række “undersættelser”.

Ikke desto mindre er der tale om en ganske udemærket og til tider spændende bog. Jeg kan anbefale den hvis man gerne vil læse en krimi, som ikke handler om opklaringen af et mord eller noget i den retning. På den front lægger den mere i tråd med film som “The Skulls” eller “Det hemmelighedsfulde selskab”. Er man til konspiration og vendianske hemmeligheder, er denne bog værd at bladre igennem.

Danteklubben - Mathew Pearl

Jeg er en af de mennesker som godt kan gå igang med at læse en bog, uden at læse den færdig. Så ligger bogen hen i flere måneder (måske endda år), uden jeg får læst den færdig. Det var tilfældet med “Danteklubben”. For en lille uge siden kom jeg så i tanke om den igen og tænkte: “Nu skal det være!!”. Og det blev det.

I Danteklubben følger vi en gruppe af Bostons litterater, der i 1865 er igang med at oversætte Dantes “Den Gudommelige komedie”. En række uhyrlige mord, som har mange ligheder med de pinsler som er beskrevet i “komedien”, bliver begået. Selvsagt finder gruppen af litterater ud af at der er en sammenhænf, og de sætter si for at opklare mordene. Pludselig er det en kamp for at opklare mordene, og samtidig at undgå selv at blive mistænkt - hvem kender ellers til Dante?

Danteklubben er en historisk/filosofisk roman, der både søger at give et bud på hvordan 1860′ernes Boston så ud, og give et bud på hvordan man kan tolke Dante. Det gør til tider bogen langsommelig og spekulativ, men også utroligt indsigtsfuld. Historien er næsten udelukkende baseret på virkelige personer og deres gerninger. Dette er med til at sætte stemningen i rette gear, og man føler sig hensat til en tid med paneler på væggene, store lænestole og sofistikerede diskussioner i skæret fra kaminen.

Danteklubben er langt fra den bedste krimi jeg nogensinde har læst. Den er heller ikke den dårligste. Man skal dog være mere end alimindeligt glad for lange filosifisk analyserende enetaler, for at synes at denne bog er helt fantastisk. Jeg er glad for at have læst den, men det er nok ikke en jeg lige griber til igen.

 

Emiliussen og jagten på bøgerne der ikke eksisterede…

På lørdag skal jeg ind og se den nye Indiana Jones film, og det ser jeg frem til. For at komme ind i ånden tænkte jeg, at jeg måtte gense de tre første film. Dette projekt forløber som man kunne forvente, og jeg (og min kæreste) skal snart igang med toeren - vi når det med garanti inden lørdag.

Imidlertid er jeg en af den type personer, der kan blive grebet af bølgen. Jeg tænkte derfor: “Der må findes noget skønlitteratur med Indy”. Fluks strøg jeg op på Aalborg Hovedbibliotek for at forhører mig. Min forespørgsel lød “Findes der romaner eller tegneserier med Indiana Jones - altså bøger der ikke handler om, eller har handling fra, filmene”. Til min store overraskelse fik jeg at vide, at det gjorde der desværre ikke. Slukøret og sat lidt tilbage i min jagt på stemning, gik jeg hjem. Jeg lod mig dog ikke affærdige!

I ånd med filmene tog jeg på en ekspedition. En ekspedition der gik fra nettet, ned i pilegaards antikvariat, til læsehesten, Arnold Busch’s boghandel og tilbage på nettet. Efter denne interessante udflugt, har jeg nu fundet frem til et svar jeg synes passer bedre til George Lucas’ pengebegær.

Selvfølgelig findes der bøger. Der findes en bogserie på minimum 12 bind, som handler om Indy (De hedder alle sammen noget med “Indiana jones and the…”, se f.eks. billedet). Denne serie finder sted mellem tv-serien “Young Indana Jones” og filmene. Derudover findes der mindst fire forskellige tegneserier, som alle har Indy som hovedperson. Derudover har tegneseriefirmaet “Dark Horse” netop annonceret at de påbegynder en ny Indy-tegneserie i andledning af den nye Indiana Jones film (premiere d. 22 maj 2008). Samme firma har netop udgivet en omnibus med flere tegneserier/graphic novels med den kære doktor.

Altså skal man ikke tage alt hvad man får at vide for gode varer. Man skal derimod - som Indy - tagen sagen i egen hånd, og drage ud i verden med Fedora og pisk. Og husk: “X never, ever marks the spot”.

Troldspejlet - hvorfor jeg hader det, men stadig ser det!!

Ja, jeg synes lissom’ det var på tide at vi fik tingene på det rene. Igennem 10-15 år har jeg fulgt DR1’s “anmelder-progam” troldspejlet, og har set hvordan det kun er gået mere og mere ned af bakke - desværre.

Jeg husker tydeligt da jeg som yngre sad foran kassen og krummede tær (af spændign) over alle de spil, min computer ikke kunne kører og alle de bøger jeg aldrig fik læst. Dengang var det spændende og interessant, og så varede udsendelsen 20-25 minutter. Jeg husker hvordan jeg, og min storebror, kunne tale om tingene vi havde set - være benovet og bjergtaget.

I dag sidder hr. Stegelmann som en jovial, hyggelig, onkel-morfar type, og har åbenbart mistet alle sine tænder, for der er ikke mere bid tilbage i programmet. Okay, det har aldrig været Troldspejlet’s varemærke at skyde nye spil/bøger/tegneserier i sænk med en dårlig anmeldelse, men det er ved at være for tamt. I stedet for at sige: “Spillet er altså ikke særligt godt, i forhold til hvad man kan i dag”, begrænser kritikken sig ofte til: “Man skal nok være meget stor fan af serien, for at gå ud og bruge penge på denne udgivelse”. Det er muligvis rigtigt, men helt ærligt - COME ON!!

Jeg ved ikke om vi skal tage det som et udtryk for, at Troldspejlet bare ikke anmelder det som er noget lort.  Dette ville imidlertid forklare, hvorfor programmet er svundet ind til kun at vare et kvarter. Udover at være forsvindende kort, har man også valgt at fylde programmet med tonsvis af “specials”. Det betyder: “Vi har afholdt [indsæt fancy fantasy/sci-fi/sports-inspireret event], her kommer en lille montage”, eller “vi kan godt finde ud af at [indsæt ting som er computerspil/tegne relateret], så vi har lavet et kurus”. En montage der varer 4-5 minutter, hvilket er lang tid, når man kun har et kvarter. Hele programmer er også forsvundet til specials - disse er dog som sådan fine nok, når bare man ved de kommer. 

Derfor hader jeg Troldspejlet. Jeg bliver dog ved med at se det, fordi jeg stadigvæk kan blive begejstret over de ting de viser. Jeg ser det også fordi jeg synes at hr. Stegelmann er en fremragende vært - det er bare ærgeligt, at hans materiale til tider stinker. Jeg ser også programmet fordi det bliver genudsendt om lørdagen, og der er ikke noget så fantastisk som at spise rundstykker, til lyden af laser-skud og elektroniske eksplosioner.

Morten Andersen - Livet er et kick…

Det var vel uundgåetligt at Morten Andersen udgav en bog om hans bedrifter - Manden er trods alt indehaver at bunkevis af rekorder i NFL (Den Amerikanske Football liga i USA).

Det er med denne biografier, som det er med mange biografier om sportsmænd. Den er kort, præcis og alt for tideligt ude. Forhåbentligt har den kære Hr. Andersen en hel del år at leve i endnu, og hans livsværk er vel næppe færdigt - faktisk tyder alt på at han ikke ingang er færdig med sporten som er bogen hovedtema. På den anden side lader det os se frem til en efterfølger.

Og jeg siger “se frem til”! Morten Andersen kommer virkeligt til at fremstå som en jovialt menneske i bogen, et af de her mennesker som man fornemmer at alle vil være ven med.

Selvom hele bogen er skrevet i førsteperson - som om det er Morten selv der fortæller - er det (åbenbart) Jimmy Bøjgaard (sportsjournalist ved TV2) der har sat ordene på papiret. Det betyder dog ikke at det bliver en mindre personlig fortælling af den grund. Nej. Vi får alle de historier man kunne forvente. om overraskelser, skuffelser, op- og nedture.

Der er ikke meget at sige om bogen, der med sine 270 sider hurtigt er overstået. Jeg mener som sagt den er for tideligt ude i forhold til at Morten Andersen slet ikke er færdig, hverken med livet eller sporten - hvilket også fremgår af bogen.

Den forsvundne verden - Michael Crichton

Så fik jeg læst Michael Crichton’s roman ”Den forsvundne verden”. Det var vel nærmest også gået hen og blevet et must. Jeg må sige at denne toer på ingen måde fangede min interesse som etteren gjorde det.

 

Flere år efter at Jurassiv Park blev lukket, begynder mystiske firben i overstørrelse, at drive i land på Costa Rica. Det sætter selvsagt gang i en række hændelser, som ultimativt leder til at vores gamle ven ”Ian Malcom”, kommer på sporet af noget han ikke ønsker at være på sporet af. Catchphrasen fra forsiden er ”noget har overlevet”, men jeg mener nu nok den burde have været ”noget lever stadig” – grunden hertil vil være klar for den der læser bogenProblemet med ”Den forsvundne verden” er ikke så meget at det er en toer (der er selvfølgelig alle de klassiske problemer med folk der overlever, selvom de blev omtalt som døde i etteren og uomtvistelige fakta, man ikke hørte om i etteren), men mere det faktum at den forsøger at rette op på de faktuelle brølere, som Crichton begik i den første. Det virker lidt som om forfatteren vil sige: ”Ja, jeg ved det godt… Jeg har læst op på det nu, så ad mig lige forklarer”. Den er på ingen måde lige så spændingsmættet som den første.

Der er dog det plus, at Crichton ikke har kaldt den ”Jurassic Park: Den forsvundne verden”, for den har meget lidt med Jurassic Park at gøre (Jeg pointerer dette fordi man med filmene lige netop gjorde denne fejl). Derfor har den heller ikke rigtigt etteren at skulle leve op til, men man kan dog ikke lade være med at sammenligne de to.

Det der er pudsigt ved ”Den forsvundende verden” er at man kan tage personerne og bytte dem ud med personerne fra ”Jurassic Park”, og så ville man få nogenlunde den samme bog – to gange. Derudover skal jeg lade være med at nævne alle de lighedspunkter der er med Sir Arthur Conan Doyles originale ”Den forsvundne verden”.

Ikke desto mindre var jeg underholdt på de fleste af de 437 sider som bogen er. Jeg kan godt anbefale den til JP entusiaster, og til dem der synes Sir ACD’s originale udgave er lidt for victoriansk i sit udtryk.

Jurassic Park - Michael Crichton

I første omgang ville jeg faktisk have købt “Jurassic Park” og “The Lost World” på engelsk via E-bay. Til min irritation stødte jeg på en eller anden form for “bid-bot”, som sørgede for at byde et minimum over mit - og da jeg nåede min max. pris, og stadig blev overbudt, holdt jeg op. Tilsammen endte de to bøger på 10£ - altså lidt over 100 kr. dertil skal man så lægge transport og ekspeditionsgebyr. Det var derfor en fantastisk oplevelse at kunne gå ned i læsehesten og købe begge bøger for kun 40 kr. - brugte, javist, men det var de også på E-bay…Nå, men Jurssic Park, handler om mennesker der forsøger at lege gud med naturen. En excentrisk rigmand har fremavlet fortidens dinosaurer på en lille ø ud for Costa Rica. Han planlægger at udstille dyrene i en zoologisk park.
Palæontologen Grant, og hans assistent Dr. Sattler, tager sammen med et par andre eksperter ud til øen. Deres opgave er at vurderer om øen er sikker for mennesker. En række uheld med dødelig udgang, har fået parkens investorer til at ryste på hænderne, og de ønsker en fuldkommen redegørelse.

Det er selvsagt ikke lige sådan at evaluerer en dyrepark af denne kaliber, og det viser sig hurtigt for vores helte at der ikke er tale om nogen søndagsudflugt. Flere omstændigheder gør at Grant og hans slæng inden længe finder sig jagtet rundt i parken af løsslupne dinosaurer.

Selvom bogen er små 20 år gammel, er den stadig vedkommende og aktuel. Crichton leverer underholdning i topklasse, og der er ikke meget tid til at få luft mellem action-sekvenserne. ”Kunne jeg ikke bare se filmen?”, spørger du så – nej! Selvom Spielbergs filmatisering af bogen, efter min mening, er helt fantastisk, så er der MANGE ting der ikke er med. Mit råd er – se filmen, og læs derefter bogen.

Der er visse faktuelle problemer i bogen, som kan skærer i hjertet på enhver dino-entusiast. F.eks. er Crichtons ide om at en Velociraptor er to meter høj, og går på en måde så den er nød til at støtte på halen, ganske pinagtig forkert – ingen dinosaur har nogensinde støttet på sin hale!! Derudover er en Velociraptor kun godt en meter høj. Alt dette kunne overses hvis det var for at dramatisere. Problemet er bare det at Crichton kunnne have valgt at bruge en Utahraptor i stedet for en Velociraptor, da denne er de omtalte to meter.
Ydermere er der en, ufrivilligt komisk, beskrivelse af en Tyrannosaurus Rex der sidder lænet op af et træ efter at have fortæret en hadrosaur – tosset!!

Trods de faktuelle fejl omkring dyrene, er bogen stadig lidt af en klassiker i mine øjne. Den er helt klart en gennemlæsning værdig.

Dødens Jagt

Nu har hyggekrogen været noget tyst de sidste par uger, og jeg beklager. Sagen er at jeg i øjeblikket har et kvalitativt projekt hængende over hovedet, og så er tiden ikke lige til at få skrevet indlæg. Derudover overvejer jeg at flytte bloggen til WordPress, men det kræver en hel del arbejde som jeg, selvsagt, ikke har tid til.Imidlertid har jeg fået læst “Dødens Jagt” og hvilken fremragende debut-roman det er. Egentligt ville jeg ikke have købt den før til sommer - hvor jeg alligevel har tid til at læse den, men da jeg så den til 50,- i Netto, var det nærmest uundgåeligt. Så meget er sandt, at jeg har brugt flere penge på bøger som jeg synes er dårligere end denne.

”Dødens Jagt” handler om (heavy)rock-musikeren ”Jude Coynes”, der køber et spøgelse via internettet. Uden at skulle afsløre for meget, kan jeg fortælle at det ikke er nogen god ide. Det går da også forholdsvist hurtigt op for Jude at handlen var rigtig dårlig. Spøgelset er en ondsindet gammel mand, der jager Jude og hans kæreste fra hus og hjem. Vi følger deres flugt, og deres jagt på en måde at komme af med spøgelset på.

Jeg må sige at bogen starter godt ud. Begyndelsen (de første 75-100 sider) er faktisk ret creepy. Så creepy at det får en til at trække forhænget i brusekabinen til side, så man kan sikre sig at der ikke står et spøgelse derinde. Nu er jeg normalvis ikke bange for spøgelser og den slags (jeg tror såre simpelt ikke på det), men de første 100 sider piller ved noget helt basalt i ens psyke – frygten for det ukendte.

De sidste 200 sider, er mere almindeligt krimi-agtige. Dette kan både skyldes at man, som læser, vender sig til Hill’s måde at skrive på. Imidlertid kan det også skyldes at historien flader en smule ud. Man er ikke rigtigt i tvivl om hvor historien går hen, men der er da et par gode overraskelser her og der.

Alt i alt en ganske gedigen debut-roman, som jeg varmt kan anbefale her i de lysere forårsmåneder.