Shoot ‘em up

Paul Giamatti som actionhelt? Ja… Eller måske mere actionskurk. Clive Owen er den gulerodsspisende og pistolkastende helt, som sættes i en usandsynlig situation. Ved et rent tilfælde kommer han til at hænge på et spædbarn. Et spædbarn som nogen ønsker skal dø.

Fart, punchlines og skuddueller er grundstenen i denne actionmættede halv-komedie. Det er tåbeligt, men det er underholdene. I stedet for at forsøge at forklarer det usandsynlige, vælger instruktør og manuskriptforfatter at lade tingene være en del af filmens virkelighed. Således er der ikke grænser for hvad man kan med en gulerod, og heller ikke for hvad man kan bruge en pistol til.

Er man til fantastisk lange film, der har dybe og tænksomme plots, skal man ikke forvente sig for meget af denne film - for det er ikke sådan én. Er man derimod ude efter god lørdagsunderholdning, eller en film til en “herreraften”, så er “Shoot ‘em up” helt perfekt.

Det er rart at se at der stadig kan laves hjernedøde actionfilm, og at de ikke behøver at have hverken onklerne Sylle og Arnie eller Bruce-drengen på rollelisten. Desuden var det forfriskende at se en opdateret udgave af “Bugs Bunny” - se filmen, og du vil forstå den kommentar.

Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull

Så fik man set “Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull”. Harrison Ford har endnu engang iklædt sig fedora og pisk, og er klar til eventyr. Denne gang foregår det i slutningen af 1950′erne, og fjenden er ikke tyskere, men russere.

Selvom det er næsten tyve år siden at der sidst blev lavet en Indy-film, fanger nummer fire i rækken den rigtige stemning. Ford er blevet gammel, det er der ingen tvivl om, men Indy er lige så sprængfyldt med knytnæveslag og mental skarphed som han plejer at være. Som sådan er alt ved det gamle. Og dog.

Ford er faktisk blevet trukket en smule i baggrunden, og virker flere gange bare som fyld. Han er langt fra en lige så bærende figur, som han var i de tre første. I stedet har teenageroden “Mutt” (Shia LaBeouf), overtaget en del af det hårde arbejde. Selvom man i første omgang er lidt forbeholdende overfor denne nye figur, kommer det faktisk til at fungere meget godt. Sådan er det faktisk med hele filmen. Selvom man måske har nogle forbehold i starten, opdager man hurtigt at tingene fungere.

Der er ikke sparet på effekterne. Og der er heller ikke sparet på brugen af computere. Der er steder hvor det virker overflødigt, og falder en smule udenfor den ånd, som de originale film blev skabt i - noget med gaffatape og ståltråd. Derudover er der punkter i filmen, hvor man ikke er i tvivl om at der er blevet optaget på en scene - noget der ellers ikke plejer at være et problem med Spielbergs film.¨

(MULIG PLOT-SPOILER) Historien er faktisk meget ligefrem, og kender man en smule til Erich von Danikens teorier/ideer, ser man ret hurtigt hvor det hele bærer hen af. Det spændende er så bare hvordan Lucas og Spielberg får det til at hænge sammen. Der er ikke nogen huller i historien, men man kan ikke lade være med at sidde tilbage med en fornemmelse af, at det her måske var lidt mere end man havde regnet med (MULIG PLOT-SPOILER SLUT)

Alt i alt er det virkeligt en film der er værd at gå ind og se. Den er faktisk lige ved at være et must. Er man fan, vil man også glæde sig over denne nye film - det er helt klart en værdig efterfølger til de tre andre.

Flammen og Citronen

Jeg er netop vendt hjem fra biografen. Da både min kæreste og jeg har en interesse i dansk historie, og en forkærlighed for film der foregår under 2. verdenskrig, var det nærmest en selvfølgelighed at vi skulle ind og se “Flammen og Citronen”.

“Flammen og Citronen” handler om to modstandsfolk der bliver fanget i et spil mellem sandhed og løgn. De finder ud af, at det er svært at vide hvad der er rigtigt og forkert - især midt i en krig. Man har satset på historisk præcision, og der er mange flotte billeder af København, som den engang så ud.

Jeg er normalt ikke ret meget til danske film, og denne hjalp nok ikke på den aversion. hvad der kunne være blevet action-mættede og spændingsfylde 1½ time, er i stedet blevet til to timer og femten minutters “dramatisk” danmarkshistorie. Der er tale om en stor produktion, det er der ingen tvivl om. Der er ikke sparet på noget når det kommer til effekter. Heller ikke når det drejer sig om special effects og computergrafik. Gode skuespillere er der også, selv i birollerne.

Alligevel bliver filmen helt ekstremt lang. Og jeg mener EKSTREMT lang. Scener som kun behøvede et par sekunder af vores opmærksomhed, bliver hele tiden trukket ud til to eller tre minutter. Derudover springer handlingen fra situation til situation. Det er som en række stillbilleder, der er flettet sammen til en lang - usammenhængende - fortælling. For første gang i mange år, tog jeg mig selv i at gabe i biografen. Ja, jeg gabte. Dem der har set filmen “Amadeus” ved hvad det betyder, når publikum gaber under en forestilling - det er ikke godt!

Jeg vil med andre ord ikke ligefrem anbefale filmen. Historien er bare ikke interessant nok, eller også er den bare fortalt for dårligt. Vil man derimod se hvad dansk film har opnået på det tekniske område, er “Flammen og Citronen” værd at kaste et blik på. På den front kan Nimbus efterhånden følge med flere af de store Hollywood selskaber.

Cinderella Man - tja, hvorfor ikke….

Nu er autentiske, socialrealistiske, feel-good dramaer normalt ikke min kop te, og det var da også med en meget lille margin at det var “Cinderella Man”, der vandt over “Tolken” - dels var jeg ikke lige oplagt til Jodie Foster, dels kan jeg virkeligt godt lide Russell Crowe. Det skulle vise sig at være en god beslutning

Kort fortalt handler filmen om bokseren James “Cinderella Man” J. Braddock, og hans liv i og omkring hans karrieres højeste, men også laveste punkter. Den handler om de ofre man måbringe for at leve sin drøm ud, men også om hvordan een mand i et depressionsramt Amerika, var med til at samle folk og tænde et lys i mørket, for dem der var mindre heldige.

Jeg må sige at jeg på alle måder blev overrasket over denne film. Crowe er som født til at være afdanket og flad! Derudover er han som født ind i ringen - bokseringen vel at mærke. Og selvom det hele passer så godttil Crowe, er det Paul Giamatti der levere den mest uforglemmelige præstation. Giamatti er boksepromoteren der giver sin gamle stjerne den chance han fortjener, og som bliver ved med at tro på det helt til det sidste.

Filmisk er filmen som så mange andre, der er ikke så meget fancy og fornemt over det. Og dog. Boksningen - for det er en boksefilm - er helt og aldeles fantastisk filmet. Man føler sig virklig som en del af kampen. Det er så godt at ens tær krummer sig om sofakanten, og at man ikke kan lade være med at komme med tilråb.

Selvom filmens plot er temmeligt forudsigeligt, især for dem der interesserer sig for boksehistorie, er det alligevel godt fortalt, og man kan ikke lade være med at være hensat til 1930′ernes depression og de lidelser det måtte have bragt med sig.

“Cinderella Man” kan helt klart anbefales til de fleste. Man skal nok have tålmodighed (den varer 2½ time), og være smule bidt af sport (boksekampene er vældig flotte, men også meget lange), men så er den også god.

3:10 to Yuma

I går var jeg i biografen - valget stod imellem “Drageløberen” og “3:10 to Yuma” - og da jeg er mere til Christian Bale og Russel Crowe, end til drager, så faldt valget naturligt nok på den sidste….Hvad gør man når man er en forarmet, forgældet og forkrøblet bonde, med to børn og en kone “to die for”. Jo, man tager såmænd jobbet som eskorte for en farlig forbryder. Et job der naturligvis betaler så godt at man kan holde tvangsauktion og “Mr. Hollander” længe nok til at få høsten hjem. Der er med andre ord lagt op til en klassisk “road-movie” set fra hesteryg

De to hovedrolleindehaveres præstationer er ganske upåklagelige - om end en kende type-castet. De andre skuespillere levere solide, men jævne præstationer. Historien er for så vidt god, og med tiltrækeligt med “twists” og “turns” til at holde den gående i de to timer den varer.

Der er ikke tale om nogen nyklassiker med “3:10 to Yuma”, men om god underholdning og revolver-pædagogik. Vi lærer for 117ende gang at skydevåben kan løse alle problemer. Blandt andet lærer vi, indenfor filmens første kvarter, at skydevåben kan bruges til at: aflive kvæg, drive kvæg, skyde andre, forsvarer sig, gemme, åbne kasser, være overbevisende etc.

Filmen mangler ikke noget hvis man går i biffen for at se en western. Går man derimod i biografen for at se noget socio-realistisk og vedkommende, så skulle man nok vælge “Flammen og Citronen” eller måske endda “Drageløberen”.