Vor fantastiske verden, og de ting vi ikke kan se….

I forgårs tog jeg mig en zapper på fjerneren. Tilfældigvis kom jeg forbi tv-avisen, idet de var ved at afslutte et indslag om nogle Brasilianske indianere. Det viser sig at der findes op mod 500 primitive indivder i den Brasilianske regnskov, som ikke har været kontaktet af mennesker fra “civilizationen”. Den Brasilianske regering har fået taget billederne i et forsøg på at hindre ulovlig skovhugst.

På billedet (herover) ser man hvordan indianerne hæver deres buer imod flyet der tager billederne. Disse indianere går åbenbart ind for den bredest mulige integration - se bare de mange forskellige hudfarver der står side om side. Det er dog et kendt fænomen at samarbejde på tværs af grupper kan fremmes, såfremt der er en fælles fjende - hvilket Sheriff og medarbejdere også illustrerede i deres klassiske forsøg. Dog er det vel mere sandsynligt at der er tale om en form for personlig udsmykning - bestemt af kulturelle normer og regler.

Jeg synes det er meget fantastisk at vi i vore dage, stadig kan finde nye ting, rundt omkring på vores klode. Man skulle synes at sattelitter og almindelig nysgerrighed, havde sat en stopper for at man kunne gennem sig. Imidlertid sker det igen og igen at der dukker ting op som vi ikke har set før (eller meget længe). Senest så vi “Den Blå Fisk” som skulle have været uddød i 70 millioner år, men som trives flere steder i havet.

Måske er der tale om en situation hvor vi som moderne mennesker, er blevet specielt blinde overfor det “there’s hiding in plain sight”. Måske er vi så overbevist om at vi har set og dokumenteret alt, at vi ikke længere leder som vi engang gjorde. Dog kan det også tænkes at det bare ikke er muligt at overvåge hele kloden på samme tid - det ville i hvert fald være noget af en opgave.

Ja ja, så var der indianere i skoven - hvad bliver det næste? Hvad skete der i øvrigt med det kattedyr der hærgede kronvildt på Koldingegnen for nogle år siden? Endnu et mysterie!

Tanker om genoptræning efter hjerneskade…

Sidste gang jeg sad hos min fysioterapeut, og ventede på dagens behandling, sad jeg og bladrede i et af tidens populære videnskabelige magasiner. Nærmest tilfældigt faldt jeg over en artikel der handlede om komapatienter. Det viser sig, ved nye undersøgelser, at komapatienter kan ”gøre” ting. De kan selvfølgelig ikke aktivt udføre en handling, men deres hjerner aktiveres på samme måde, som hvis de faktisk udfører handlingen. 

Uden at skulle i for mange detaljer, har man givet folk i koma, ordre om at udføre forskellige handlinger – f.eks. ”Spil tennis!”. Disse ordrer har udløst en aktivering (det vil sige at neuronerne fyrer) af hjernen i de dele, som normalt ville aktiveres ved faktisk at spille tennis. Aktiveringen forekommer dog ikke på et lige så stort område, som normalt, men den er der! 

I den sammenhæng har jeg tænkt over noget ret interessant. Når en person får en hjerneskade, siger man at, desto hurtigere man kan komme i gang med genoptræningen, desto bedre er det. Den hurtige genoptræning skal, så vidt jeg er informeret, sikre at man får maksimal udbytte af den ”regeneration” som hjernen gennemgår efter en beskadigelse.

Sagen er den at hjernen besidder en vis plasticitet som gør, at den kontant gennemgår en ”helbredelsesproces”. Denne helbredelsesproces fremmes, igen så vidt jeg ved, af aktivering.  

Overvejer vi de to redegørelser om hjerneplasticitet og komapatienter, ser man pludselig en sammenhæng. Hvis nu man kan begynde genoptræningen på trods af at patienten stadig er i koma, ville det jo være fantastisk. Jeg forestiller mig at man giver komapatienten en båndoptagelse med en række udsagn af en hverdagslig karakter – såsom ”tag bad”, ”kør bil” – som han/hun så kan lytte til. Denne båndoptagelse skal selvfølgelig tilpasses, så den svarer til de evner som personen besad før hjerneskaden indtraf. Patienten vil på denne baggrund dagligt kunne gennemgå en aktivering, som svarer til en almindelig hverdag.  

Håbet er så, at denne daglige aktivering af hjernen vil hjælpe til at patienten har et forspring i sin genoptræning, og måske kan komme sig mere over sin skade, end hvis genoptræningen først blev påbegyndt når patienten engang faktisk vågnede fra hans/hendes koma.  

Det kommer mig i hu, at man ofte beder komapatienters pårørende om at tale til patienten ”for at han/hun ved at der er nogen” – hvilket er en nok så god ide. Hvad jeg spekulerer på er, om denne ”bliven talt til” har nogen effekt på hjernens regeneration, og om det pårørende i virkligheden har gjort, er at genoptræne patienten, uden de vidste det.   

Det var bare en tanke.

Støttegrupper og Groupthink…

I forbindelse med eksamen i Social Psykologi, beskæftiger jeg mig bl.a. med et fænomen der kaldes ”Groupthink”. ”Groupthink” er, i korte træk, gruppen der overser al form for rationalitet i deres beslutningstagning, for at kunne opnå total enighed om et givent mål. I den sammenhæng har teoretikeren Janis (1983) i sin tekst ”Why so many miscalculations”, gjort en fantastisk observation som jeg her vil dele til fælles morskab.En selvhjælpsgruppe af rygere havde kørt i noget tid, og det sidste møde skulle stå inden længe. Janis havde observeret at personerne i gruppen var begyndt at udøve pres på hverandre, så de begyndte at ryge mere – ja, mere. Dette var umiddelbart et udtryk for den gensidige afhængighed rygerne havde fået af hinanden, men også udtryk for modstand mod at stoppe gruppemøderne.

Allerede længe før denne udvikling, kunne man se at nogle mennesker søgte at hindre gruppens adskillelse. Ved møde nummer to (i starten altså) var rygerne blevet enige om, at rygning var en afhængighed der ikke var mulig at kurere! Derfor blev de enige om at ingen kunne forventes at skære drastisk ned på forbruget (for en god ordens skyld gør jeg igen opmærksom på, at det var en selvhjælpsgruppe, og de psykologer der var med til møderne kun fungerede som konsulenter).

Én af de tilstedeværende udtrykte imidlertid at han var stoppet med at ryge, og at de andre, ved brugen af ren viljestyrke, også kunne opnå det samme. Denne udtalelse satte selvfølgelig gang i en stor debat, som også fortsatte efter mødet. Alle de andre deltagere i mødet rottede sig sammen mod den enlige ikke-ryger som tydeligvis var en afviger.

Det næste møde startede med at afvigeren (ikke-rygeren) rejste sig og sagde at han havde truffet et vigtigt valg. ”Da jeg tilmelde mig denne møderække”, sagde han ”gik jeg med til at følge de regler klinikken har opstillet – at gøre en samvittighedsfuld indsats for at holde op med at ryge, og komme til alle møderne. Men jeg har lært af erfaringerne fra denne gruppe, at man kun kan følge én af disse regler. Derfor har jeg besluttet at jeg vil deltage i alle møderne, men jeg er gået tilbage til at ryge to pakker om dagen, og jeg vil ikke forsøge at holde op igen, før vi har haft det sidste møde”.

Denne udtalelse blev efterfulgt af bifald (ligefrem klappen og hujen). Ingen kommenterede på det faktum, at hele pointen med mødet var gået fløjten. Begge de tilstedeværende psykologer (altså konsulenter) forsøgte at påpege dette faktum, men igennem hele mødet præsterede deltagerne at ignorere dem. Deltagerne blev i stedet ved med at forsikre hinanden om, at det var en umulighed at stoppe med at ryge, og ingen kunne forventes at skære gradvist ned over en længere tidsperiode….

Så meget for støttegrupper!