NBA Street, Homecourt

Jeg er ikke basketballfan! Jeg synes det er en middelgod sport, som har en dårlig underholdningsværdi for tilskurer. Ikke desto mindre lånte jeg NBA Street, Homecourt (NBASH) med hjem fra biblioteket, bare for at snuse til det.

 NBASH er et bsketballspil der fokuserer på opbygningen af din personlige spiller. Du får lov at sætte din helt egen spiller sammen, med en “easy-to-use” profil editor. Når du så har valgt position, udseende og spillestil, er det ellers bare ud i gården og komme igang. Der er en hel del muligheder for at spille, deriblandt online, men det er “Homecourt Challenge” der er den mest spændende del af spillet.

I ”Homecourt Challange” følger man en noget løs storyline. Historien handler om dig/din spiller og om hvordan han kommer fra “ydmyge kår” til at blive en af “gadens bedste spillere”. Egentligt følger det bare en klassisk arkade opbygning, hovr du møder bedre og bedre modstandere, og skal gennemfører en række boss-battles, i form at en række miniturneringer.

Det er egentligt ret ligefrem, og det er da også kun “rollespilsdelen” der har holdt mig til spillet i mere end tre timer. Efter hvert match dukker en skærm op der fortæller hvordan ens forskellige egenskaber har forbedret sig på en skala fra 0 til 100. Det bliver selvsagt nemmere at bruge ens spiller, jo bedre færdigheder man har. Det hele er rammet ind i en ultimativ rollespilskliché i form at en række “levels”, som er med til at vise hvor stor/meget “street cred” man har.

En række prominente (formoder jeg) basketballspillere har deltaget i en del cut-scenes, som skal “sætte stemningen”. Er man basketballfan, synes man nok det er meget spændende. For mig bliver det dog ret hurtigt irriterende at hører på hvor “hårdt de har haft de” og “hvor meget de har knoklet”, får at nå op til toppen af NBA (den amerikanske basketball liga).

Grafikken er som man kunne forvente, hverken god eller dårlig. Det lader til at EA games på denne front formår at holde den stil som de altid har holdt - jævn. Lydsiden er spædet op med en solid gang “street-rap-hippeti-hop-gangsta-style-bitchen-yoyoyo, yeah”, og det passer for så vidt godt ind. Derudover er der en overbevisne kommentardel, hvor spillerne (og publikum) hele tiden kommer med kommentare til de “moves” man laver. Det fungere faktisk ret godt.

Alt i alt skal man nok være fan af basketball for at få mere end 20 timer til at gå med spillet. Men er man bare en smule konkurrencemindet og kan man lide at se på nogle “swifty moves”, så er NBASH en udemærket investering. Jeg har nu ikke tænkt mig at købe det, og jeg tror nu heller ikke jeg genlåner det.

Troldspejlet - hvorfor jeg hader det, men stadig ser det!!

Ja, jeg synes lissom’ det var på tide at vi fik tingene på det rene. Igennem 10-15 år har jeg fulgt DR1’s “anmelder-progam” troldspejlet, og har set hvordan det kun er gået mere og mere ned af bakke - desværre.

Jeg husker tydeligt da jeg som yngre sad foran kassen og krummede tær (af spændign) over alle de spil, min computer ikke kunne kører og alle de bøger jeg aldrig fik læst. Dengang var det spændende og interessant, og så varede udsendelsen 20-25 minutter. Jeg husker hvordan jeg, og min storebror, kunne tale om tingene vi havde set - være benovet og bjergtaget.

I dag sidder hr. Stegelmann som en jovial, hyggelig, onkel-morfar type, og har åbenbart mistet alle sine tænder, for der er ikke mere bid tilbage i programmet. Okay, det har aldrig været Troldspejlet’s varemærke at skyde nye spil/bøger/tegneserier i sænk med en dårlig anmeldelse, men det er ved at være for tamt. I stedet for at sige: “Spillet er altså ikke særligt godt, i forhold til hvad man kan i dag”, begrænser kritikken sig ofte til: “Man skal nok være meget stor fan af serien, for at gå ud og bruge penge på denne udgivelse”. Det er muligvis rigtigt, men helt ærligt - COME ON!!

Jeg ved ikke om vi skal tage det som et udtryk for, at Troldspejlet bare ikke anmelder det som er noget lort.  Dette ville imidlertid forklare, hvorfor programmet er svundet ind til kun at vare et kvarter. Udover at være forsvindende kort, har man også valgt at fylde programmet med tonsvis af “specials”. Det betyder: “Vi har afholdt [indsæt fancy fantasy/sci-fi/sports-inspireret event], her kommer en lille montage”, eller “vi kan godt finde ud af at [indsæt ting som er computerspil/tegne relateret], så vi har lavet et kurus”. En montage der varer 4-5 minutter, hvilket er lang tid, når man kun har et kvarter. Hele programmer er også forsvundet til specials - disse er dog som sådan fine nok, når bare man ved de kommer. 

Derfor hader jeg Troldspejlet. Jeg bliver dog ved med at se det, fordi jeg stadigvæk kan blive begejstret over de ting de viser. Jeg ser det også fordi jeg synes at hr. Stegelmann er en fremragende vært - det er bare ærgeligt, at hans materiale til tider stinker. Jeg ser også programmet fordi det bliver genudsendt om lørdagen, og der er ikke noget så fantastisk som at spise rundstykker, til lyden af laser-skud og elektroniske eksplosioner.

GTA IV - PS3

Så oprandt dagen hvor undertegnede fik gennemført den nyeste tilføjelse til GTA-serien. Hvad er der så at sige om det? Jo, der er det at sige, at spillet er flot. Grafisk set er det en tour-de-force uden lige. Jeg har aldrig set så flot grafik - ikke engang Assasins Creed (PS3) kan følge med. Lydsiden er også helt fantastisk. Der er de forventelige radiostationer, og en hel masse snak mellem de mennesker man bevæger sig omkring. Men jeg fortaber mig.

For den uindviede, er GTA IV et 3. persons actionspil. Man skal som den ulovlige imigrant “Niko Bellic”, forsøge at tilpasse sig det pulserende liv i metropolen “Liberty City”. Som det er klassisk for franchiset er det de ulovlige aktiviteter, der er sat i højsæden. Således kommer man hurtigt til både at skulle stjæle biler, og slå ihjel - det ville ikke være GTA uden de to ting. Man kan nok argumentere for at dette spil kan have en uheldig indvirkning på sarte/svage sjæle. Det er dog nok også pointen. RockStar games sætter, så vidt vides, en ære i at provokere.

Der er i høj grad kælet for detaljerne i spillet. Lige fra skiltet på maven af “that-crazy-guy-on-the-corner”, til de store neonskilte på hovedgaden. Spillet er sprængfyldt med satire og skarpe kommentarer til amerikansk politik. Man skal dog nok være temmeligt velbevandret udi amerikansk kultur, for at fange alle hentydningerne,  men det er ikke noget der er ødelæggende for spillet.

Grafikken og gameplayet er da også helt klart spillets styrke - der er satset på realisme og playability. Det er som om at RockStar er gået “back to basics” med denne udgivelse. Det virker lidt som om at de har fjernet alt det som gjorde forgængeren (GTA: San Andreas) helt fantastisk. Det er tydeligt at man har forsøgt at satse på interpersonelle relationer, fremfor intrapersonelle relationer - det vil sige relationen mellem mennesker, og ikke relationerne i det enkelte menneske. Det er selvfølgelig noget nyt, og det fungere også rigtigt godt. Der var bare ikke nogen grund til at fjerne alt det andet. F.eks. ejer man ikke noget - en restaurant eller natklub. Det er faktisk temmeligt svært at tro på, at  en person der bliver en ledende figur i byens kriminelle miljø, ikke har nogen form for fast ejendom udover hans lejlighed.

Historien følger et klassisk mønster som vi efterhånden kender. Nu skal jeg ikke afslører for meget, men det er faktisk bare en klassisk “hjem, ud og hjem igen” historie. Fortællingen er ikke overvældende nyskabende, men de fleste personer er troværdige. Denne troværdighed bunder også i den enormt flotte motion-capture der er blevet brugt til at lave cut-scenes og karakter-animationer. Man tror næste på, at det er rigtige mennekser.

Alt i alt er der mange, gode og nye tiltag i GTA IV. Der er visse mangler i forhold til tidligere udgivelser, men grafikken, det fantastiske lydspor og den store mængde af hurmor trækker spillet op på et højt niveau. Det er helt klart anbefalelsesværdigt, om ikke andet, så for at nyde det fantastiske sceneri.

29. April 2008 - en hellig dag!

Nej, det er ikke en stavefejl! Der skulle ikke stå helligdag! Nej, den 29. April er en hellig dag - hellig som i “jeg har “helle” på legehuset”. Og hvorfor så det? Jo, det skal jeg sige dig. Årets mest ventede PS3 spil udkommer - Grand Theft Auto IV (GTA IV). Endelig er det en realitet! Hvad gamere verden over har ventet på siden oktober/november (den første releasedate var i de måneder) er nu virkelighed - på tirsdag (?) sker det - HURRA.

Det kan måske virke uforståligt at et spil kan vække så stort postyr, men når man ved hvad det kommer fra (og det gør jeg) så er der ikke noget at sige til det. Rockstar Games revolutionerede pcspillene med GTA I (skriver ét), hvor de lancerede deres såkaldte “sandbox/roam-free” gameplay. I bund og grund betyder det at man”kan gøre hvad man vil”. Og jo, man kunne gøre hvad man vil. GTA I opfulgtes af GTA London, der bare var en udvidelsespakke til den første. Derefter kom GTA 2 (læg mærke til to-tallet, det var sidste gang vi så arabiske tal i en GTA titel. Grafikken var lysår foran etteren, men gamplayet var det samme.

Så kom Playstation 2!! Indtil GTA III udkom havde PS2′eren bare været “et godt system”, men GTA III revolutionerede (jep, endnu en revolition) PS2-spillene. Med et var GTA løftet op i 3D land. I stedet for at se verden lodret fra oven, var der nu tale om en tredjepersons spil. Gameplayet var, i bund og grund, det samme, men nu var det i 3D!! Efter GTA III, kom GTA Vice CIty. Vice City var et “rushjob”, der var nogle få nye tiltag, men der var ikke tale om nogen revolution ligesom GTA III. Så oprandt dagen hvor mesterværket GTA San Andreas udkom! Her var et spil med rå mængder af ideet og potentiale. Verdnen man bevægede sig i var nærmest uendeligt stor - ca. 60 timers spilletid, og så var alt ikke gjort endnu!

Det er måske svært at forstå på tekst, men GTA-serien er en sjældenhed. Det er en af de serier der bare bliver bedre og bedre for hver sæson. Hvad der kan understrege hvor godt spillet er, er det faktum at GTA III, GTA Vice City og GTA San Andreas, tilsammen har solgt et sted mellem 50 og 60 millioner kopier! Det betyder at alle mennsker i Danmark skulle købe 10 kopier hver - wow!!

GTA IV udkommer som sgt på tirsdag - alle almeldelser har været fantastiske, hjemmesiden gametrailers.com har lavet en times special om spillet og det er ikke engang udkommet endnu. Diverse sider laver nedtællinger og Rockstar Games, ja, de holder helt og aldeles mund - de siger ikke andet end at det udkommer på tirsdag - oh man, it’s such a long time…

Uncharted: Drakes Fortune

Da jeg kender folk der ustandsligt tager til Amerika, lykkedes det mig at få fat i dette spil til ca. 60% af den danske pris (nej, der er intet ulovligt i det). Jeg havde faktisk længe kigget på spillet, men da jeg er fattig studerende, gav det ligesom sig selv.

Glæde var stor i det lille hjem, da jeg endelig kunne pakke det ud. Man har satset på et farverigt, Indiana Jones-type eventyr, med masser af fart og masser af action. Der er ikke ret mange gåder, og dem der er er ret ligefremme - jeg sad faktisk kun rigtigt fast en gang igennem hele spillet. Grafikken er (selfølgelig) helt enormt flot - det ligger ligesom til PS3, og de her next-generation spil. Gamplayet er meget ligefrem, og ligger sig i god tråd med NaugthyDogs andre spil - bl.a. Crash Bandicoot.

Historien holder absolut, og karakterene er meget troværdige. At der er brugt motion-capture til at lave alle cut-scenes, er helt klart med til at forbedre fornemmelsen for personerne. De virker meget levende, og er fyldt med personlighed. Således introduceres vi til vores helt “Drake”, hans pålidelige håndlanger “Sully” og den slagfærdige journalist “Elena”.  Der er plads til de personligheder som ikke er perfekte, og det resulterer i en masse jokes - både dem man kunne forvente, men også et par uventede hist og her.

Skal man sige noget skidt om spillet, må det helt klart være, at det er så kort. En semi-god gamer, kan gennemfører spillet på små ti timer - hvilket er meget lidt, når spillet i danske forretninger er så dyrt (mellem 475,- og 500,-). Derudover kan der være enkelte momenter hvor man sidder og skriger af konsollen, at det ikke var den knap man trykkede på, og at man i øvrigt hader f’****** PS3. Men frustrationerne lægger sit hurtigt, og man bliver opslugt af eventyret. Der er indlagt en hel del ekstramateriale og små easter-eggs, som man kan låse op - det forlæger selvfølgelig spilleglæde, og jeg skal også have spillet det igennem mindst en gang mere. 

Operation Genesis….

Umiddelbart er titlen noget tvtydig…. Jeg troede faktisk først der var tale om en hemmelig militær operation, men så sprang et velkendt logo mig i øjnene - og derefter prisen. Cirka ti minutter senere sad jeg hjemme foran PC’en - 60,- fattigere men et “Jurassic Park”-spil rigere.”Operation Genesis”, er en dinosaur-udgave af zoo-tycoon. Byg en park, og opdret dyr. Derefter holder al sammenligning op. Der er lagt nogen (ikke meget) vægt på “katastrofe-elementet”, et element der ikke optræder i de regulære zoo-spil. Der er selvsagt lagt op til at diverse kødædende djævle farer ind og ud af burene, og æder løs af dit betalende publikum. Det sker dog ikke - desværre.
Det viser sig at spillet er meget (med tryk på meget) langsommeligt og at der ikke er de store overraskelser. En tornado i ny og næ, men ellers totalt uden udfordring. Alle dyrene holder sig inden for indhegningen og spiser deres mad, uden at lave ulykker.

Hvad der mangler er “Dennis Nedry” - den oversetet og undervurderede computer-tekniker fra den første JP film. Der mangler det totale sammenbrud lige midt i det hele - strømafbrydelser, uventede breakouts, og en bedrevidende australier der siger “Se hvad jeg sagde!” - (Muldoon, er godtnok med, men han er absolut ikke så “anti-velociraptor” som han er i filmen - stor fejl).

Derudover mangler helt klart et formål i spillet. Der er godt nok en række “exercises” og “missions”, men de er ret hurtigt overstået, og belønningen er da også minimal (et såkaldt “B-Site” i stil med “The Lost World”, hvor man omkostningsfrit (og uden publikum) kan opdrætte dinoer - formålsløst og totalt overflødigt).

Spillet har dog sin charme, og man kan ikke lade være med at bruge lang tid på at fremavle de små animerede bastarder. Det er klart at det hjælper på spillets langtidsholdbarhed, hvis man - som jeg - er (stor) fan af Jurassic Park filmene. Det der trods alt er fantastisk ved spillet er den loyalitet som grafikken har i forhol til filmene. Man er overhovedet ikke i tvivl om at der er tale om Jurassic Park - lige fra de klassiske lime-grønne Ford land-cruisers til den blå-hvide IN-GEN helikopter der fragter kunder til øen.Altså… Er man fan af filmene, er det helt klart uundværligt. Er man derimod bare fan af zoo-builders, kan man holde sig til spil som zoo-tycoon - der kom vidst i øvrigt også en dinosaure-udvidelsespakke til det….

Angående filmene - så kan man jo kun glæde sig til at Jurassic Park IV kommer (for det gør den)… Steven!! Se at blive færdig med Indiana Jones - WE WANT MORE JP!!!

Assassins Creed - sooo nice!!!

Ja, så fik jeg gennemført Assassins Creed (AC), og jeg må sige: “Wauuuw”. Det er et af de flotteste spil jeg nogensinde har set!!! Grafisk set er AC en “tour de force” uden lige. God grafik får pludselig en helt anden definition.

Når man er færdig med at savle over grafikken (og det tager noget tid) bliver man taget med ud på et omsiggribende eventyr i det 12. århundredes mellemøsten. Som lejemorderen Altair skal man ud på en længere mission, hvor man, naturligvis, skal skaffe sig af med uheldige personager. Med sit trofaste sværd, kasteknive og en dagger, begiver man sig ud på den farefulde færd, og indser hurtigt at AC ikke bare er endnu et “Hitman”-spil.

“Roam-free” synes at være kodeordet i spil i den såkaldte “3rd generation” kategori, hvilket også klart skinner igennem i AC. Intet mord skal udføres efter en bestemt model, og man skal ikke snige sig rundt i timevis for at finde den rigtige vinkel - men man KAN gøre det. Man har fri adgang til hustage og tårne i noget der minder om “free running” (free running er den der sport hvor man løber rundt på hustage, biler, kraner mv. - se evt. starten af Casino Royal, for at få en demonstration). Man kunne frygte at denne “free running” ville forudsagde at Altair var bundet op på en række animationer, men det er ikke tilfældet. Figuren virker totalt integreret med miljøet - hvilket er noget af en bedrift!

Historien er god til almindelig. Der er ikke de helt store overraskelser for den erfarne gamer. Imidlertid kan man glæde sig over at der på alle mulige måder er lagt op til en toer.

Spillet har to store ulemper. I første omgang bliver det ret hurtigt præget af gentagelser. Dette fordi man skal finde spor/hints/ledetråde til hvordan man kan myrde ens offer. Det er muligt at finde seks ledetråde pr. offer. Da der er ni ofre, og kun tre metoder (interrogation/eavesdropping/informant) til at finde disse ledetråde på, kan man hurtigt finde ud af at man kommer til at lave den enkelte øvelse rigtigt mange gange!!
Den anden ulempe er at der efter endt spil, ikke er ret meget at spille efter, og man sidder lidt tilbage med en følelse af ikke at have udnyttet spillet fuldt ud - trist, men sandt.

Alt i alt er det helt klart værd at prøve. Er man ikke i besiddelse af en PS3, kunne dette spil godt være en grund til at anskaffe sig en, bare for at se det (man er jo også NØDT til at anskaffe sig en til Marts, når GTAIV udkommer).

Se mere her: http://www.gametrailers.com/player/27616.html