The Lost World - flere tegnede film…

Samme gode ven som fandt nogle Indiana Jones tegneserier til mig, fandt også denne tegneserieudgave af filmen “The Lost World”.  Det er Don McGregor der har forfattet denne udgivelse, og Jeff Butler der har tegnet.

Der er naturligvis tale om en (næsten nøjagtig) “frame for frame” gengivelse af filmen. Har man set filmen, har man derfor også læst tegneserien. Der er dog visse steder hvor der optræder informationer om karakterene som ikke findes i filmen. Blandt andet får vi en tegnet udgave af en scene, som endte med at blive klippet fra i den endelige udgave af filmen.  

Tegningerne og farvelægningen er for så vidt hæderlig. Dog kan det være svært at forstå at man ikke har valgt at kopierer skuespillernes udseende nøjagtigt/korrekt. Men der er nok tale om rettigheder og copyrights. Man er dog ikke i tvivl om at der er taget udgangspunkt i Jeff Goldblum, til at gengive Ian Malcom - det giver sikkerhed for læseren, og man kan ikke lade være med at følge sig en smule hjemme.

Teknisk set må jeg sige at man i denne udgivelse, har “misforstået” tegneserien som medie. Hvad der burde være forklaret med billeder, er i flere tilfælde forklaret i tekstbokse. Tekstbokse som er dårligt oversat, og enormt dårligt skrevet. Man kan ikke lade være med at få en fornemmelse af at man sidder med en tegneserieudgave af en bog. Det er dog ikke tilfældet. Jeg har læst bogen, som ligger til grund for filmen, og der er ikke ret meget der falder sammen.

Alt i alt er der tale om et traditionelt stykke film-merchandise. Det er ikke prangende i sit håndværk, men godt nok til at fastholde en gennemsnitlig fan længe nok, til også at købe filmen på DVD/Video, når den engang udkommer.

Eventyrets mand, den utrolige Indiana Jones…

En god ven gjorde mig opmærksom på, at der i midten af firserne udkom en række Indiana Jones tegneserier på dansk. Selvsamme ven fandt og forærede mig ikke mindre end tre numre af selvsamme serie (hhv. nr. 2, 3 og 9) - tak.

Nu har jeg så læst dem, og ihh, hvor er jeg blevet overrasket. Overrasket over at tegninger og farvelægning kan være så dårlig. Overrasket over at en historie fortalt på 46 fuldt illustrerede sider, trods alt kan være spændende en søndag aften. Der er helt klart tale om en gang firser-venstrehåndsarbejde.

Enkelte steder er der tegninger som er decideret ufærdige (Indy mangler pludselig sin pistol, selvom hans hånd helt tydeligt holder om den), og andre gange er der tale om forkert farvelægning (på nogle sider er menneskerne helt grønne i hovedet - nej, ikke søsyge). Historierne lader til at blive bedre og bedre. I blad nummer to virker historierne korte og ligegyldige i forhold til hvor meget Indy udretter i filmene. Men allerede i nummer tre, er der tale om en klar forbedring. Hele bladet er i denne omgang (og i nummer ni) afsat til een fortælling om vores uheldige arkæolog. Det giver historien lidt mere gods, og lidt mere baggrund. Men alt i alt er der faktisk bare tale om en omskrivning af den første Indy film - ny artefakt og ny pige, men flere nazister.

Jeg kan naturligvis kun tale for de tre numre jeg har. Finder jeg flere, skal jeg nok rapportere om dem, men jeg aner, at sagen er den samme.

Jeg kan ikke helt beslutte mig til om jeg kan lide de tre blade. Jeg tror måske der er tale om en situation hvor man kan “elske eller hade”, men hvor jeg alligevel planter mig solidt mellem de to. Det er ikke de bedste Indy-fortællinger jeg har mødt. En ting er dog sikkert, de skal ind i reolen, og ikke ned i skraldespanden.

Superman: Red Son

“Superman: Red Son” (SRS) er lidt af en genistreg. Hvad var der sket hvis “Kal-L” var landet i Sovjet unionen, og ikke i USA? SRS er den ultimative “hvad-nu-hvis” fortælling om superman.

Superman dukker op som kommunistisk helt i midten af 1950′erne. Han er vokset op med kommunistiske værdier og regler, og har derfor et lidt andet syn på tingene end vi er vant til. Efter Stalins død overtager Superman magten i Sovjet, og der går ikke længe før det meste af verden har kastet sig på knæ for unionens mægtige leder. Kun Amerika, med den alvidende professor Luthor i ryggen, modstår den kommunistiske bølge. Selvsagt bliver det hurtigt Luthors erklærede mål, at fjerne Superman fra magten.

Tom DeSanto fortæller i introduktionen til tegneserien, at en “lesser writer” end Mark Millar, ville have gjort det til en serie om hvad der er godt og hvad der er ondt - i.e. USA = godt og USSR = ondt. Imidlertid mener DeSanto at Millar formår at bevæge sig i en gråzone, hvor det ikke fremgår tydeligt hvad der er godt og hvad der er ondt. Jeg tillader mig at være uenig. På intet tidspunkt er man i tvivl om at det er USA der er “de gode” og USSR der er “de onde”. At lade en ærkeskurk (Luthor) kæmpe FOR frihed, lighed og broderskab, gør det ikke mere gårzone-agtigt. Især ikke når helten (Superman) kæmper for totalitarisme, indoktrinering og verdensherredømmet. Der er med andre ord “bare” byttet om på rollerne. Det hele bliver puttet ind i et politisk spil som er den kolde krig værdigt - faktisk foregår store dele af tegneserien under det vi i dag kalder “den kolde krig”.

Ser man bort fra at kommunismen er ond og frihed er godt, så har man en fantastisk tegneserie i hånden. Sagen er den at (næsten) alle heltene og skurkene fra DC’s univers er blevet “reinvented” til denne tegneserie. Således møder vi både Batman, som frihedskæmper, og Grønne Lygte som statsansat eskadrilleleder.

Alt i alt er dette en (super) god udgivelse. Selvom man ikke er ret meget til Superman, så er den faktisk et kig værd. Jeg er ikke selv ret meget til Superman (Batman er min helt), og som det fremgår, var jeg ret vild med SRS. Jeg kan på det varmeste anbefale SRS.

Sandman: Drømmeland - Niel Gaiman

Jeg fik langt om længe gennemlæst oversættelsen af Niel Gaimans “Dream Country”, og den er faktisk ganske god. Oversætteren har klaret det ganske udemærket. Der er dog steder hvor de engelske verber skinner ret voldsomt igennem, men det er til at se igennem fingre med.

Drømmeland er tredje bind i Gaimans “Sandman” fortællinger. Denne udgivelse består af fire adskildte og afsluttede historier. Gaiman er som sædvanligt god for et par gode fortællinger. Han er bakket godt op af en lille håndfuld gode tegnere, og tilsammen udgør det et flot hele.

Historierne spænder vidt. I én møder vi en forfatter der tilraner sig en muse, og gør med hende som det passer ham. En anden historie handler om en hunkats oplevelse af at miste sine killinger. Alle historierne har drømme og Gaimans magiske univers til fælles. Man må acceptere guder og “ældre” (døden, tiden, drøm mv.) så levende entiteter, hvis man vil give sig i kast med denne udgivelse. Ligemeget om det foregår i 1500-tallets england eller på en kirkegård fyldt med katte, så formår Gaiman at få det hele til at fungere.

Jeg kan kun anbefale dette album, men må samtidigt anbefale at man læser de andre udgivelser, som går forud for dette bind. Ikke dermed sagt at man ikke kan læse dem som “stand-alone” oplevelser, men der er bare så meget mere at hente i universet, hvis man er med fra starten.  

Fire? - Enki Bilal

Så blev mit 4. semester projekt endeligt så færdigt, at jeg kunne komme til at foretage mig noget fornuftigt igen. Jeg valgte at tage tilbage til virkeligheden med Enki Bilal’s “Fire?”, som er sidste del i hans tetralogi om “Uhyret og de tre søskende”, der startede med albummet “32. december”.

Endnu engang møder vi Nike, Leyla og Amir i en fjern fremtid, hvor kunst, krig, fourening, fortid, fremtid, andre dimensioner og liv går op i en højere enhed. Vi får endelig (næten) en forklaring på hvem Holeraw er, og hvad hændelsen på den 32. december faktisk handlede om. Forvirret? 

Som det er sædvane for Bilal, skal man helst læse alle albummene i hans serier lige efter hinanden, ellers går der simpelt hen for meget tabt. Bilal er lige så kryptisk og snørklet som han var det i hans “Nikopol Trilogi” - om muligt endnu mere end det. Faktisk er der ikke ret meget man får en direkte forklaring på. Derudover skal man også følge godt med, da der indimellem er nogle kraftige spring i tid og/eller sted. Alt sammen en del af Bilal’s trademark.

Det er dumt/undøvendigt/uladsiggøreligt at tale om et budskab eller en pointe i “Fire?” - og så alligevel ikke!! Jeg vil dog lade det være op til den enkelte, at tolke på betydningen af “Fire?” og resten af serien.

Rent tegneteknisk er Bilal i topform. Hans tegninger er blevet og bedre med årene, og han formår virkligt at tegne “det sarte menneske”, på en måde så man føler sig overbevist. Samtidig er hans forestilling om fremtiden tilpas dyster og surrealistisk, til at man sagtens kan tro på at det er sådan det bliver.

Har man sagt Bilal, må man også sige “Nikopol” (hvilket jeg allerede har gjort). Det er da også svært, at lade være med at sammenligne hans berømte “Nikopol Trilogi” (NT) med denne udgivelse. Ingen tvivl om at NT er den bedste af de to, den er også den mest forståelige. Der er mange sammenfald mellem NT og denne nye tetralogi. Søgen, overmenneskelig indgriben og planer der er større end de enkelte individer, er ting der gå igen i begge serier. Dermed ikke sagt at “Fire?” og de forgangende album er unødvendige (jo mere Bilal desto bedre), men de bringer ikke meget nyt i forhold til universet/universerne som Bilal skriver i.

Alt i alt er denne, nu afsluttede, tetralogi ganske speciel. Den er virkeligt flot tegnet, og der er mange gode ideer i de fire albums. Det er ikke ligefremt letlæste tegneserier, og der er også en del at tænke over, når man lukker albummet sidste gang. Men er man parat til at tage en tur ind i fremtiden, ridende på ryggen af en paleoderm fisk og med sin minicat ved hånden, så er “Fire?” lidt af en guldklump.

 

Emiliussen og jagten på bøgerne der ikke eksisterede…

På lørdag skal jeg ind og se den nye Indiana Jones film, og det ser jeg frem til. For at komme ind i ånden tænkte jeg, at jeg måtte gense de tre første film. Dette projekt forløber som man kunne forvente, og jeg (og min kæreste) skal snart igang med toeren - vi når det med garanti inden lørdag.

Imidlertid er jeg en af den type personer, der kan blive grebet af bølgen. Jeg tænkte derfor: “Der må findes noget skønlitteratur med Indy”. Fluks strøg jeg op på Aalborg Hovedbibliotek for at forhører mig. Min forespørgsel lød “Findes der romaner eller tegneserier med Indiana Jones - altså bøger der ikke handler om, eller har handling fra, filmene”. Til min store overraskelse fik jeg at vide, at det gjorde der desværre ikke. Slukøret og sat lidt tilbage i min jagt på stemning, gik jeg hjem. Jeg lod mig dog ikke affærdige!

I ånd med filmene tog jeg på en ekspedition. En ekspedition der gik fra nettet, ned i pilegaards antikvariat, til læsehesten, Arnold Busch’s boghandel og tilbage på nettet. Efter denne interessante udflugt, har jeg nu fundet frem til et svar jeg synes passer bedre til George Lucas’ pengebegær.

Selvfølgelig findes der bøger. Der findes en bogserie på minimum 12 bind, som handler om Indy (De hedder alle sammen noget med “Indiana jones and the…”, se f.eks. billedet). Denne serie finder sted mellem tv-serien “Young Indana Jones” og filmene. Derudover findes der mindst fire forskellige tegneserier, som alle har Indy som hovedperson. Derudover har tegneseriefirmaet “Dark Horse” netop annonceret at de påbegynder en ny Indy-tegneserie i andledning af den nye Indiana Jones film (premiere d. 22 maj 2008). Samme firma har netop udgivet en omnibus med flere tegneserier/graphic novels med den kære doktor.

Altså skal man ikke tage alt hvad man får at vide for gode varer. Man skal derimod - som Indy - tagen sagen i egen hånd, og drage ud i verden med Fedora og pisk. Og husk: “X never, ever marks the spot”.

Troldspejlet - hvorfor jeg hader det, men stadig ser det!!

Ja, jeg synes lissom’ det var på tide at vi fik tingene på det rene. Igennem 10-15 år har jeg fulgt DR1’s “anmelder-progam” troldspejlet, og har set hvordan det kun er gået mere og mere ned af bakke - desværre.

Jeg husker tydeligt da jeg som yngre sad foran kassen og krummede tær (af spændign) over alle de spil, min computer ikke kunne kører og alle de bøger jeg aldrig fik læst. Dengang var det spændende og interessant, og så varede udsendelsen 20-25 minutter. Jeg husker hvordan jeg, og min storebror, kunne tale om tingene vi havde set - være benovet og bjergtaget.

I dag sidder hr. Stegelmann som en jovial, hyggelig, onkel-morfar type, og har åbenbart mistet alle sine tænder, for der er ikke mere bid tilbage i programmet. Okay, det har aldrig været Troldspejlet’s varemærke at skyde nye spil/bøger/tegneserier i sænk med en dårlig anmeldelse, men det er ved at være for tamt. I stedet for at sige: “Spillet er altså ikke særligt godt, i forhold til hvad man kan i dag”, begrænser kritikken sig ofte til: “Man skal nok være meget stor fan af serien, for at gå ud og bruge penge på denne udgivelse”. Det er muligvis rigtigt, men helt ærligt - COME ON!!

Jeg ved ikke om vi skal tage det som et udtryk for, at Troldspejlet bare ikke anmelder det som er noget lort.  Dette ville imidlertid forklare, hvorfor programmet er svundet ind til kun at vare et kvarter. Udover at være forsvindende kort, har man også valgt at fylde programmet med tonsvis af “specials”. Det betyder: “Vi har afholdt [indsæt fancy fantasy/sci-fi/sports-inspireret event], her kommer en lille montage”, eller “vi kan godt finde ud af at [indsæt ting som er computerspil/tegne relateret], så vi har lavet et kurus”. En montage der varer 4-5 minutter, hvilket er lang tid, når man kun har et kvarter. Hele programmer er også forsvundet til specials - disse er dog som sådan fine nok, når bare man ved de kommer. 

Derfor hader jeg Troldspejlet. Jeg bliver dog ved med at se det, fordi jeg stadigvæk kan blive begejstret over de ting de viser. Jeg ser det også fordi jeg synes at hr. Stegelmann er en fremragende vært - det er bare ærgeligt, at hans materiale til tider stinker. Jeg ser også programmet fordi det bliver genudsendt om lørdagen, og der er ikke noget så fantastisk som at spise rundstykker, til lyden af laser-skud og elektroniske eksplosioner.

Powers - Roleplay…

Powers er en god ide! En helt fantastisk ide faktisk! Unge mennesker leger (faktisk live-rollespiller de) at de er superhelte, selvom det er ulovligt at bære kostumer. Nogen tager fejl af noget og de unge mennesker bliver dræbt på en meget virkelig måde. Et par politimænd (faktisk en dame og en mand) bliver sat på sagen, og forsøger at opklarer disse “powers-relaterede” mord.

Historien er som sådan meget ligefrem, men jeg tror at der i dette tilfælde er tale om en to’er, hvor man med foredel kunne have læst etteren. Der er nogle punkter i tegneserien hvor man føler sig sat af, og at der er et eller andet indforstået man ikke har fået at vide.

Tegnestilen i Powers er på engang barnlig og søndags-tegnefilms-agtig, men den har også en masse gode elementer fra noget mere mørkt og noir-agtigt. Der er gjort en række forskellige ting med billederækkefølge i forhold til enhver anden tegneserie, hvilket både kan virke forfriskende, men også forvirrende. Der er lagt et stort arbejde i at fortælle noget med billeder, men også med tekst.

Og nu vi er ved tekst! Sproget som Powers er skrevet i er meget - hmm - ungt og nutidigt. Det er tydeligt at der er lagt noget arbejde i at få personerne til at fremtræde som “ægte”. Det er dog svært at tro fuldstændigt på en tegneserie, og nogle gange vil man måske mene, at der er gjort for meget ud af at fortælle om “mennesket bag billederne”.

Som sagt er Powers en god ide, og historien er også god. Den er et kig værd, især hvis man er til skæve superheltefortællinger. 

De Evige - Gaiman & Romita Jr.

I går aftes var der fest i mit lejlighedskompleks. Dette medfører at man, hvis man er mig, ikke kan sove. jeg fik derfor lejlighed (he he) til at læse “De Evige” færdig. “De evige” er fortællingen om et folk der levede før menneskene, som er sat på jorden for at beskytte den, indtil stjernevandrene vender tilbage. Det lyder umiddelbart kryptisk, men det giver faktisk god mening.

Vores hovedperson starter ud med at have hukommelsestab, og han tror at han er t almindeligt menneske. Det viser sig dog hurtigt at der er mere ved Mark Curry, end Mark Curry selv ved. Det siger sig selv at Mark må vågne af sit hukommelsestab for at redde verden.

“De Evige” er ikke nogen fantastisk superheltehistorie, men der er gode elementer i den, som gør at den er værd at læse. Jeg er sikker på at den indeholder en hel del referencer til andre Marvel-helte og historier, men jeg er ikke så velbevandret at jeg kan gennemskue dem alle. Imidlertid møder vi flere gamle venner, som selv jeg kan nikke genkendende til - blandt andet optræder Iron Man.

Jeg skal måske gøre opmærksom på at Batman er min ynglingshelt, og derfor kan jeg have haft en negativ indgang til denne tegneserie. Imidlertid synes jeg at den er meget jævn, selvom Gaiman plejer at være garant for en god historie. Det kan være at jeg bare ikke fatter plottet, men et eller andet er i hvert fald gået hen over hovedet på mig da jeg læste “De Evige”. Et eller andet får historien til at virke….udflydende, men det kan jo være at det er et forfattertrick, der skal sætte os i hukommelsestabets sted.

Ikke desto mindre vil jeg gerne anbefale denne tegneserie, om ikke andet så for at nyde Romita Jr.’s flotte tegninger - han er jo også ved at være lidt af en veteran.

Raptor Attack….

“Jurassic Park: Raptor Attack”, var en titel jeg stødte på ved fantask.dk, og som jeg efterfølgende bare MÅTTE eje. Jeg vidste i forvejen ikke ret meget om tegneserier, der foregår omkring Jurassic Park, men har dog læst film-adaptionen fra 1993. Disse fire blade er også fra 1990′erne, og faktisk er de en del af en større serie der hedder “Jurassic Park: Adventures”. Denne serie er efterfølgende blevet delt op i flere underserier bla. “Raptor”, “Raptor Attack” og “Raptors Hijack”.
Det var jeg ikke klar over da jeg erhvervede mig disse fire blade, og man må sige at det faktisk godt kan mærkes. Man kommer ind midt i det hele. Hvert blad starter dog med et lille resume, så man ligesom ved hvor man er, men det er så kortfattet og indforstået, at det ikke er til megen hjælp. Jeg begiber ikke hvordan man har ment at det kunne lade sig gøre at dele “Jurassic Park: Adventures” serien op på denne måde, men det har man altså gjort.

Når den første forvirring har lagt sig, er historien meget ligefrem. Dr. Grant og Dr. Sattler er blevet taget til fange af en Columbiansk narko-baron. Umiddelbart ikke det mest logiske! Sagen er den at de to doktore tog tilbage til Jurassic Park efter at være flygtet i første omgang - dette for at hente raptore sammen med en storvildtjæger. Flyet som dyrene bliver transporteret i, styrter ned i den sydamerikanske jungle - bum - og en narkobaron ser sit snit til at få sig et par nye vagthunde (i.e. raptors).
Og så går den vilde jagt. Dyrene slipper selvsagt fri, altimens Sattler og Grants venner, Dr. Malcom og Muldoon (jo, han døde godtnok i filmen, og i bogen, men nu er han altså i live igen!?!?), sætter jagten ind på de forsvundne raptors og doktorene.

Plottet er ikke særligt fantastisk, og det virker som om det er beregnet til børn - og ikke fans af filmene!! Tegningerne ligner noget fra Spiderman eller Hulk, men farver er meget flotte! Det er en fejl at kalde serien for “Jurassic Park”, for det har intet at gøre med parken. Faktisk her serien så lidt at gøre med både film og roman, at det kunne have været en eller anden b-udgivelse, og ikke, som forside skriger: “the biggest blockbuster ever continues”.

Problemet med serien er ikke plottet eller de semi-gode tegninger, nej. Problemet er at den på ingen måde fanger den stemning der er i filmen (her taler jeg om den første, som er den eneste jeg betragter som kanonisk). Det er et kæmpe problem for bladene - og faktisk for hele franchiset, stemingen er helt forkert, og karakterene er underligt udflydende og kedelige. De eneste to karakterer der bare tilnærmlsesvist bliver defineret i bladene er dr. Malcom (som i forvejen er ret skarpt defineret) og Robert Muldoon. Alt i alt er det nok en bladrække vi kunne have været foruden, men som hardcore JP-fan, så skal jeg også have fat i de seks-syv andre hæfter - det kan ikke være anderledes.