Jeg har tidligere været omkring Brett Favre og hans mulige pensionering. Jeg havde egentligt besluttet ikke at sige mere om det - især fordi han meddelte i forsommeren (d. 6. marts 2008) at han ville stoppe efter sytten sæsoner i NFL (Den amerikanske football liga). Imidlertid er situationen nu en anden, og jeg skriver om det igen.

Efter længere tids spekulationer og rygtedannelse (og et næsten-comeback i slutningen af marts), er det nu helt sikkert at den folkekære quaterback, faktisk påtænker at gøre et comeback her til efteråret. Således bad han, (ifølge NFL Network ) i sidste uge om, at blive løst fra sin kontrakt med Green Bay Packers - klubben hvor han har spillet i 16 år.

NFL Network oplyser at Favre har været til forhandlinger med træner og ledelse i Green Bay, men at han ikke kunne lide hvad de tilbød ham. Der er derfor en chance for at Favre vender tilbage til NFL, uden at spille for Packers. Imidlertid har Packers afvist at løse ham fra kontrakten.

Jeg skal ikke kunne sige hvad det hele ender med, og heller ikke hvorfor situationen er opstået. Jeg tror dog at Favre har glemt hvor hårdt det er at skulle gøre sig i en NFL klub. Hvert år (de sidste tre-fire år) har han sagt noget i retning af, at mandag til lørdag (træning) i klubben er kedelige/ikke sjove, men søndag (kampdag) er virkelig sjov.

Ikke desto mindre er jeg sikker på at han nok skal komme tilbage hvis han vil - han finder på et eller andet for at komme ud af sin kontrakt. Så bliver det bare spændende at se hvordan han klarer sig på et andet hold - mest sandsynligt Chicago, Minnesota eller Tampa Bay.

Så fik jeg endelig fat i, og læst, den første bog i serien om Indiana Jones. Det tog mig omkring en måned at fremskaffe et eksemplar. Der skulle både forsinkelser og forsvindingsnumre til, førend jeg endelig kunne sætte mig til rette med Indy i mine hænder.

I “Indiana Jones and the Peril at Delphi” (IJPD)møder vi Indy umiddelbart efter han har fået sin bachelor. En spøg der får et uheldigt udfald tvinger vores kære (kommende) arkæolog til at rejse til Paris. Her møder han professor Belecamus. Det viser sig at Belecamus umiddelbart står og skal til Grækenland, for at undersøge templet i Delphi. Hun mangler en assistent og overtaler derfor Indy til at udfylde den rolle. 

Der går dog ikke længe førend vi begynder at tvivle på hvad Belecamus egentligt er ud på. Derudover opfører folk omkring udgravningen ved Delphi sig underligt, og det lader til at ikke alle har helt de samme motiver, når det vil restaurerer templet.

Som sagt er IJPD den første i den skrevne serie om Indiana Jones. Skal man tage denne bog som et tegn på hvad der er at vente, kan man kun glæde sig til de andre. Rob MacGregor er en udmærket fortæller. Han formår at genfinde noget af ånden fra de tre første film - noget der ellers nok kan være svært at omsætte til tekst. Tempoet er højt, men der er også plads til at få lidt karakteropbygning med. Vi kan sagtens genkende Indy, men det er tydeligt at han stadig er en ung mand. 

Slutteligt skal en kommentar falde omkring humoren i bogen. Det har altid været filmenes store force, at kæde humor og action sammen. Imidlertid udebliver den samme form for humor i det meste af bogen, og det er først hen mod slutningen at de gode “Indy-moments” begynder at dukke op.

Alt i alt er der tale om en god og spændende eventyrroman med visse fantastiske elementer. Er man til hårdtslående action og arkæologisk spænding, så er denne bog klart værd at bladre igennem. Træk fedoraen godt ned over ørene og lyn læderjakken op i halsen, det er tid til “Indiana Jones and the Peril at Delphi”.

Nu har jeg i en årrække fulgt de situationen omkring de såkaldte ”højresvingsulykker”. For et par år siden snakkede jeg med en af mine bekendte om det. Han sagde at han havde et fantastisk forslag, og at han havde haft fat i trafikministeriet pr. telefon. Han var, under denne samtale, blevet lovet at man ville gå videre med ideen. Indtil videre har jeg intet hørt – kun at min bekendte heller ikke havde hørt noget nyt.

Imidlertid har jeg hørt om diverse forsøg med forskellige systemer. Senest en radioanordning i cyklistens refleks, som skulle aktivere et ekstra lys, der har til formål at gøre bilisten opmærksom på, at der er en cyklist på cykelstien. En anden (noget ældre) anordning skulle give en hyletone når lastbilen svinger til højre – på samme måde som når den bakker. Disse to systemer lider under det faktum, at en elektrisk eller mekanisk anordning kan gå i stykker – og så er man lige vidt.

Jeg skriver for at gøre jer opmærksom på min bekendes forslag igen. Det er genialt i al sin enkelthed. Såre simpelt går det ud på at man skal vende trafikken på cykelstierne. Det vil sige at cyklisterne kommer til at køre i modsatte retning i forhold til al anden trafik. Dette vil betyde, at højresvingsulykker ikke KAN forekomme – cyklisten vil stå på den modsatte side af vejen, og være i sikkerhed for al højresvingende trafik.

Jeg ved ikke om forslaget er blevet kasseret, og det ved min bekendte heller ikke. Derfor skriver jeg til jer med forslaget. Jeg håber på snart at høre fra jer, så jeg og min bekendte kan få klarlagt om forslaget er forlagt eller forkastet. 

Afsendt til trafikministeriet d. 9 juli 2008.

Samme gode ven som fandt nogle Indiana Jones tegneserier til mig, fandt også denne tegneserieudgave af filmen “The Lost World”.  Det er Don McGregor der har forfattet denne udgivelse, og Jeff Butler der har tegnet.

Der er naturligvis tale om en (næsten nøjagtig) “frame for frame” gengivelse af filmen. Har man set filmen, har man derfor også læst tegneserien. Der er dog visse steder hvor der optræder informationer om karakterene som ikke findes i filmen. Blandt andet får vi en tegnet udgave af en scene, som endte med at blive klippet fra i den endelige udgave af filmen.  

Tegningerne og farvelægningen er for så vidt hæderlig. Dog kan det være svært at forstå at man ikke har valgt at kopierer skuespillernes udseende nøjagtigt/korrekt. Men der er nok tale om rettigheder og copyrights. Man er dog ikke i tvivl om at der er taget udgangspunkt i Jeff Goldblum, til at gengive Ian Malcom - det giver sikkerhed for læseren, og man kan ikke lade være med at følge sig en smule hjemme.

Teknisk set må jeg sige at man i denne udgivelse, har “misforstået” tegneserien som medie. Hvad der burde være forklaret med billeder, er i flere tilfælde forklaret i tekstbokse. Tekstbokse som er dårligt oversat, og enormt dårligt skrevet. Man kan ikke lade være med at få en fornemmelse af at man sidder med en tegneserieudgave af en bog. Det er dog ikke tilfældet. Jeg har læst bogen, som ligger til grund for filmen, og der er ikke ret meget der falder sammen.

Alt i alt er der tale om et traditionelt stykke film-merchandise. Det er ikke prangende i sit håndværk, men godt nok til at fastholde en gennemsnitlig fan længe nok, til også at købe filmen på DVD/Video, når den engang udkommer.

En god ven gjorde mig opmærksom på, at der i midten af firserne udkom en række Indiana Jones tegneserier på dansk. Selvsamme ven fandt og forærede mig ikke mindre end tre numre af selvsamme serie (hhv. nr. 2, 3 og 9) - tak.

Nu har jeg så læst dem, og ihh, hvor er jeg blevet overrasket. Overrasket over at tegninger og farvelægning kan være så dårlig. Overrasket over at en historie fortalt på 46 fuldt illustrerede sider, trods alt kan være spændende en søndag aften. Der er helt klart tale om en gang firser-venstrehåndsarbejde.

Enkelte steder er der tegninger som er decideret ufærdige (Indy mangler pludselig sin pistol, selvom hans hånd helt tydeligt holder om den), og andre gange er der tale om forkert farvelægning (på nogle sider er menneskerne helt grønne i hovedet - nej, ikke søsyge). Historierne lader til at blive bedre og bedre. I blad nummer to virker historierne korte og ligegyldige i forhold til hvor meget Indy udretter i filmene. Men allerede i nummer tre, er der tale om en klar forbedring. Hele bladet er i denne omgang (og i nummer ni) afsat til een fortælling om vores uheldige arkæolog. Det giver historien lidt mere gods, og lidt mere baggrund. Men alt i alt er der faktisk bare tale om en omskrivning af den første Indy film - ny artefakt og ny pige, men flere nazister.

Jeg kan naturligvis kun tale for de tre numre jeg har. Finder jeg flere, skal jeg nok rapportere om dem, men jeg aner, at sagen er den samme.

Jeg kan ikke helt beslutte mig til om jeg kan lide de tre blade. Jeg tror måske der er tale om en situation hvor man kan “elske eller hade”, men hvor jeg alligevel planter mig solidt mellem de to. Det er ikke de bedste Indy-fortællinger jeg har mødt. En ting er dog sikkert, de skal ind i reolen, og ikke ned i skraldespanden.

Som det er kendetegnet for Mr. Abnett, kastes vi i dette fjerde bind af “Gaunts Ghost” serien, lige ind midt i en forrygende kamp/trænings scenen.

Regimentet “Tanith, first and only” har fået til opgave et befri en af de kaosbefængte byer på planeten “Phantine”. Byens beliggenhed gør, at vores elskede helte er nødt til at påbegynde deres invasion, med en noget hasarderet landgangsmanøvre.  Historien er lige så ligefrem som Abnett’s historier altid er, men det er topunderholdning. Den indeholder alle de klassiske elementer, som Abnett er så fantastisk til at indfange. 

Abnett er nok mest kendt for sin skildring af kampscener, og “Guns of Tanith” indeholder nok nogle af de mest episke/malende og erindringsværdige “last stands” som jeg nogen sinde har “overværet”. Abnett er ubetinget fremtidskrigens, uberegnelighedens og heltegerningens mester.

Er man til heroiske fortællinger, hårdkogt action fra side ét og down-to-the-nitty-gritty science fiction, så er “Guns of Tanith” et fremragende valg. “Guns of Tanith” kan læses som selvstændig bog, men der er ikke tvivl om at man får mere ud af plottet hvis man har læst de tre forudgående i serien.

En ny anmelderside har set dagens lys. “Den elektriske kanin” er en hjemmeside der indeholder (kommer til at indeholde) anmeldelser af såkaldt “Fantastisk Litteratur”. Det drejer sig således både om Science Fiction, Fantasy, Horror mv.

Og hvorfor så det? Er der ikke nok af den slags allerede? Tjo, måske. Siden her er dog oprettet med et ønske om at samle de forskellige genrer indenfor fantastisk litteratur. Hidtil har vi set mange sider der har specialiseret sig i f.eks. børnelitteratur, science fiction eller krimier. Man har på denne anmelderside lagt vægt på at favne bredt indenfor den fantastiske litteratur.  I samme ombæring har man oprettet siden FantastiskLitteratur.dk. Denne side (eller wiki) skal fungerer som et online opslagsværk for fantastisk litteratur og som støtteside for Den elektriske kanin.

Jeg mener at det er tiltrængt med noget samlende på området, hvilket da også er en af grundene til at jeg selv er bidragyder til siden. Nåååh, så du vil bare gøre reklame for dit eget show!?!? Både og. Nu er jeg jo ikke den eneste bidragyder på siden, og jeg synes faktisk det er en rigtig god ide med sådan en side. Gode ideer kan ikke fortælles for tit.

Jeg synes designet er i top, omend brugervenligheden lader en smule tilbage at ønske. Eksempelvis er der ikke nogen direkte adgang til et arkiv der er sorteret efter forfatter. Imidlertid kan man dog søge på navnet på forfatteren, og på den måde finde alle tilgængelige anmeldelser. Men hvad nu hvis man ikke lige kan huske hans/hendes navn?

Alt i alt et godt tiltag, som jeg støtter og omtaler med glæde og involveret entusiasme.

Paul Giamatti som actionhelt? Ja… Eller måske mere actionskurk. Clive Owen er den gulerodsspisende og pistolkastende helt, som sættes i en usandsynlig situation. Ved et rent tilfælde kommer han til at hænge på et spædbarn. Et spædbarn som nogen ønsker skal dø.

Fart, punchlines og skuddueller er grundstenen i denne actionmættede halv-komedie. Det er tåbeligt, men det er underholdene. I stedet for at forsøge at forklarer det usandsynlige, vælger instruktør og manuskriptforfatter at lade tingene være en del af filmens virkelighed. Således er der ikke grænser for hvad man kan med en gulerod, og heller ikke for hvad man kan bruge en pistol til.

Er man til fantastisk lange film, der har dybe og tænksomme plots, skal man ikke forvente sig for meget af denne film - for det er ikke sådan én. Er man derimod ude efter god lørdagsunderholdning, eller en film til en “herreraften”, så er “Shoot ‘em up” helt perfekt.

Det er rart at se at der stadig kan laves hjernedøde actionfilm, og at de ikke behøver at have hverken onklerne Sylle og Arnie eller Bruce-drengen på rollelisten. Desuden var det forfriskende at se en opdateret udgave af “Bugs Bunny” - se filmen, og du vil forstå den kommentar.

Så oprandt dagen hvor “Den Reviderede Hyggekrog” kunne fejre sit besøg nummer 1000. Det blev altså den 20. juni 2008. Jeg takker alle mine stamgæster, og håber på at den tid i har brugt, her i min krog, har været behagelig. Jeg håber at i kommer igen i fremtiden, og at jeg kan få lov at uddele mine budskaber til jer. Jeg takker for den entusiasme og forståelse jeg har mødt hidtil, og håber det holder ved. Tak skal i alle sammen have.

“Superman: Red Son” (SRS) er lidt af en genistreg. Hvad var der sket hvis “Kal-L” var landet i Sovjet unionen, og ikke i USA? SRS er den ultimative “hvad-nu-hvis” fortælling om superman.

Superman dukker op som kommunistisk helt i midten af 1950′erne. Han er vokset op med kommunistiske værdier og regler, og har derfor et lidt andet syn på tingene end vi er vant til. Efter Stalins død overtager Superman magten i Sovjet, og der går ikke længe før det meste af verden har kastet sig på knæ for unionens mægtige leder. Kun Amerika, med den alvidende professor Luthor i ryggen, modstår den kommunistiske bølge. Selvsagt bliver det hurtigt Luthors erklærede mål, at fjerne Superman fra magten.

Tom DeSanto fortæller i introduktionen til tegneserien, at en “lesser writer” end Mark Millar, ville have gjort det til en serie om hvad der er godt og hvad der er ondt - i.e. USA = godt og USSR = ondt. Imidlertid mener DeSanto at Millar formår at bevæge sig i en gråzone, hvor det ikke fremgår tydeligt hvad der er godt og hvad der er ondt. Jeg tillader mig at være uenig. På intet tidspunkt er man i tvivl om at det er USA der er “de gode” og USSR der er “de onde”. At lade en ærkeskurk (Luthor) kæmpe FOR frihed, lighed og broderskab, gør det ikke mere gårzone-agtigt. Især ikke når helten (Superman) kæmper for totalitarisme, indoktrinering og verdensherredømmet. Der er med andre ord “bare” byttet om på rollerne. Det hele bliver puttet ind i et politisk spil som er den kolde krig værdigt - faktisk foregår store dele af tegneserien under det vi i dag kalder “den kolde krig”.

Ser man bort fra at kommunismen er ond og frihed er godt, så har man en fantastisk tegneserie i hånden. Sagen er den at (næsten) alle heltene og skurkene fra DC’s univers er blevet “reinvented” til denne tegneserie. Således møder vi både Batman, som frihedskæmper, og Grønne Lygte som statsansat eskadrilleleder.

Alt i alt er dette en (super) god udgivelse. Selvom man ikke er ret meget til Superman, så er den faktisk et kig værd. Jeg er ikke selv ret meget til Superman (Batman er min helt), og som det fremgår, var jeg ret vild med SRS. Jeg kan på det varmeste anbefale SRS.