Sandman: Drømmeland - Niel Gaiman

Jeg fik langt om længe gennemlæst oversættelsen af Niel Gaimans “Dream Country”, og den er faktisk ganske god. Oversætteren har klaret det ganske udemærket. Der er dog steder hvor de engelske verber skinner ret voldsomt igennem, men det er til at se igennem fingre med.

Drømmeland er tredje bind i Gaimans “Sandman” fortællinger. Denne udgivelse består af fire adskildte og afsluttede historier. Gaiman er som sædvanligt god for et par gode fortællinger. Han er bakket godt op af en lille håndfuld gode tegnere, og tilsammen udgør det et flot hele.

Historierne spænder vidt. I én møder vi en forfatter der tilraner sig en muse, og gør med hende som det passer ham. En anden historie handler om en hunkats oplevelse af at miste sine killinger. Alle historierne har drømme og Gaimans magiske univers til fælles. Man må acceptere guder og “ældre” (døden, tiden, drøm mv.) så levende entiteter, hvis man vil give sig i kast med denne udgivelse. Ligemeget om det foregår i 1500-tallets england eller på en kirkegård fyldt med katte, så formår Gaiman at få det hele til at fungere.

Jeg kan kun anbefale dette album, men må samtidigt anbefale at man læser de andre udgivelser, som går forud for dette bind. Ikke dermed sagt at man ikke kan læse dem som “stand-alone” oplevelser, men der er bare så meget mere at hente i universet, hvis man er med fra starten.  

De Ti Herskere - Christian Mørk

I nat fik jeg endeligt færdiggjort læsningen af Christian Mørks første roman “De Ti Herskere”. Den gode Mørk er i øjeblikket aktuel med sin “Darling Jim”. 

“De Ti Herskere” (DTH) handler om Victor, der opfinder en ny type af ris. En ris der er så hårdfør at den kan overleve selv tropiske storme. Det siger sig selv at der er tale om en magtfuld opfindelse. Imidlertid lader det til at der er kræfter der ikke er interesseret i at lade Victor dele ud af sin viden. Han tager til Venedig, for at fremlægge sin opfindelse på en kongres. I dagene op til konferencen ledes han rundt i byen af sin tolk - Arabella. Pludseligt sker der mystiske ting. Nogen prøver at slå Victor ihjel, og tingene begynder at tage fart. Victor opdager hurtigt at intet er som han troede, og at det er meget få mennesker han kan stole på.

“DTH” er en ganske udemærket debut. Den brillerer ved sin forudsigelighed og sin jævne fortællerstil. Der er selvfølgelig en række overraskelser i fortællingen. Alligevel formår den aldrig at få en til at sidde på kanten af stolen i åndeløs spænding. Derimod er den gode Mørk fantastisk til at beskrive stemninger og sindstilstande. Man kan ikke lade være med at se de forskellige lokaliteter for sig, og kan i flere tilfælde heller ikke lade være med, at føle med personerne i historien.

“DTH” lægger sig op af en lang tradition af konspiratoriske fortællinger. Der er vældig amerikansk. Man kan da heller ikke lade være med at overveje om den gode Mørk er blevet en smule miljøskadet - han bor i USA til dagligt. Det skal måske lige tilføjes at bogen er skrevet på engelsk, og derefter oversat til dansk. Jeg har det, nærmest per definition, svært med oversættelser, og denne bog går da heller ikke fri af en række “undersættelser”.

Ikke desto mindre er der tale om en ganske udemærket og til tider spændende bog. Jeg kan anbefale den hvis man gerne vil læse en krimi, som ikke handler om opklaringen af et mord eller noget i den retning. På den front lægger den mere i tråd med film som “The Skulls” eller “Det hemmelighedsfulde selskab”. Er man til konspiration og vendianske hemmeligheder, er denne bog værd at bladre igennem.

Britney - gå hjem!!

Så kan diversen “sexy superstars” godt gå hjem og lægge sig (det har de, efter min mening, altid kunne). Det er tydeligt at sangen godt kunne være sat et par toner laverer, men hva skidt, så tager man den da bare på charme og rutine. Hyggekrogen præsenterer “Patti Page” (Clara Ann Fowler) anno 1950, med sin eneste single der fik platin: “Tennessee Waltz” - take it away!!

Minder hun i grunden ikke om en ung Susse Vold?

Danteklubben - Mathew Pearl

Jeg er en af de mennesker som godt kan gå igang med at læse en bog, uden at læse den færdig. Så ligger bogen hen i flere måneder (måske endda år), uden jeg får læst den færdig. Det var tilfældet med “Danteklubben”. For en lille uge siden kom jeg så i tanke om den igen og tænkte: “Nu skal det være!!”. Og det blev det.

I Danteklubben følger vi en gruppe af Bostons litterater, der i 1865 er igang med at oversætte Dantes “Den Gudommelige komedie”. En række uhyrlige mord, som har mange ligheder med de pinsler som er beskrevet i “komedien”, bliver begået. Selvsagt finder gruppen af litterater ud af at der er en sammenhænf, og de sætter si for at opklare mordene. Pludselig er det en kamp for at opklare mordene, og samtidig at undgå selv at blive mistænkt - hvem kender ellers til Dante?

Danteklubben er en historisk/filosofisk roman, der både søger at give et bud på hvordan 1860′ernes Boston så ud, og give et bud på hvordan man kan tolke Dante. Det gør til tider bogen langsommelig og spekulativ, men også utroligt indsigtsfuld. Historien er næsten udelukkende baseret på virkelige personer og deres gerninger. Dette er med til at sætte stemningen i rette gear, og man føler sig hensat til en tid med paneler på væggene, store lænestole og sofistikerede diskussioner i skæret fra kaminen.

Danteklubben er langt fra den bedste krimi jeg nogensinde har læst. Den er heller ikke den dårligste. Man skal dog være mere end alimindeligt glad for lange filosifisk analyserende enetaler, for at synes at denne bog er helt fantastisk. Jeg er glad for at have læst den, men det er nok ikke en jeg lige griber til igen.

 

Fire? - Enki Bilal

Så blev mit 4. semester projekt endeligt så færdigt, at jeg kunne komme til at foretage mig noget fornuftigt igen. Jeg valgte at tage tilbage til virkeligheden med Enki Bilal’s “Fire?”, som er sidste del i hans tetralogi om “Uhyret og de tre søskende”, der startede med albummet “32. december”.

Endnu engang møder vi Nike, Leyla og Amir i en fjern fremtid, hvor kunst, krig, fourening, fortid, fremtid, andre dimensioner og liv går op i en højere enhed. Vi får endelig (næten) en forklaring på hvem Holeraw er, og hvad hændelsen på den 32. december faktisk handlede om. Forvirret? 

Som det er sædvane for Bilal, skal man helst læse alle albummene i hans serier lige efter hinanden, ellers går der simpelt hen for meget tabt. Bilal er lige så kryptisk og snørklet som han var det i hans “Nikopol Trilogi” - om muligt endnu mere end det. Faktisk er der ikke ret meget man får en direkte forklaring på. Derudover skal man også følge godt med, da der indimellem er nogle kraftige spring i tid og/eller sted. Alt sammen en del af Bilal’s trademark.

Det er dumt/undøvendigt/uladsiggøreligt at tale om et budskab eller en pointe i “Fire?” - og så alligevel ikke!! Jeg vil dog lade det være op til den enkelte, at tolke på betydningen af “Fire?” og resten af serien.

Rent tegneteknisk er Bilal i topform. Hans tegninger er blevet og bedre med årene, og han formår virkligt at tegne “det sarte menneske”, på en måde så man føler sig overbevist. Samtidig er hans forestilling om fremtiden tilpas dyster og surrealistisk, til at man sagtens kan tro på at det er sådan det bliver.

Har man sagt Bilal, må man også sige “Nikopol” (hvilket jeg allerede har gjort). Det er da også svært, at lade være med at sammenligne hans berømte “Nikopol Trilogi” (NT) med denne udgivelse. Ingen tvivl om at NT er den bedste af de to, den er også den mest forståelige. Der er mange sammenfald mellem NT og denne nye tetralogi. Søgen, overmenneskelig indgriben og planer der er større end de enkelte individer, er ting der gå igen i begge serier. Dermed ikke sagt at “Fire?” og de forgangende album er unødvendige (jo mere Bilal desto bedre), men de bringer ikke meget nyt i forhold til universet/universerne som Bilal skriver i.

Alt i alt er denne, nu afsluttede, tetralogi ganske speciel. Den er virkeligt flot tegnet, og der er mange gode ideer i de fire albums. Det er ikke ligefremt letlæste tegneserier, og der er også en del at tænke over, når man lukker albummet sidste gang. Men er man parat til at tage en tur ind i fremtiden, ridende på ryggen af en paleoderm fisk og med sin minicat ved hånden, så er “Fire?” lidt af en guldklump.

 

Svar fra biblioteket!!

Så skete det, jeg fik svar på tiltale:“Hej

Tak for din henvendelse.

Jeg kan oplyse dig om at Aalborgbibliotekerne råder over to nyindkøbte rensemaskiner,der både kan fjerne ridser,fedtede fingre m.v.

Hvis du kommer ud for at vore cd’ere eller dvd film er “uspillelige” må du meget gerne henvende dig til vagthavende i Musik afdelingen. Vedkommende vil så sørge for at få materialet gjort i stand.

Vi indkøber kun nye ex. hvis dette ikke lykkes.

M.v.h.

T. Frantsen.”

Så var min henvendelse var altså totalt unødvendigt. Rart at vide at der er kompetente ansatte på landets biblioteker. lige så rart er det at få svar på sin mail - som man sendte for 10-11 dage siden. Godt arbejde til Aalborg bibliotek!

 

 

Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull

Så fik man set “Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull”. Harrison Ford har endnu engang iklædt sig fedora og pisk, og er klar til eventyr. Denne gang foregår det i slutningen af 1950′erne, og fjenden er ikke tyskere, men russere.

Selvom det er næsten tyve år siden at der sidst blev lavet en Indy-film, fanger nummer fire i rækken den rigtige stemning. Ford er blevet gammel, det er der ingen tvivl om, men Indy er lige så sprængfyldt med knytnæveslag og mental skarphed som han plejer at være. Som sådan er alt ved det gamle. Og dog.

Ford er faktisk blevet trukket en smule i baggrunden, og virker flere gange bare som fyld. Han er langt fra en lige så bærende figur, som han var i de tre første. I stedet har teenageroden “Mutt” (Shia LaBeouf), overtaget en del af det hårde arbejde. Selvom man i første omgang er lidt forbeholdende overfor denne nye figur, kommer det faktisk til at fungere meget godt. Sådan er det faktisk med hele filmen. Selvom man måske har nogle forbehold i starten, opdager man hurtigt at tingene fungere.

Der er ikke sparet på effekterne. Og der er heller ikke sparet på brugen af computere. Der er steder hvor det virker overflødigt, og falder en smule udenfor den ånd, som de originale film blev skabt i - noget med gaffatape og ståltråd. Derudover er der punkter i filmen, hvor man ikke er i tvivl om at der er blevet optaget på en scene - noget der ellers ikke plejer at være et problem med Spielbergs film.¨

(MULIG PLOT-SPOILER) Historien er faktisk meget ligefrem, og kender man en smule til Erich von Danikens teorier/ideer, ser man ret hurtigt hvor det hele bærer hen af. Det spændende er så bare hvordan Lucas og Spielberg får det til at hænge sammen. Der er ikke nogen huller i historien, men man kan ikke lade være med at sidde tilbage med en fornemmelse af, at det her måske var lidt mere end man havde regnet med (MULIG PLOT-SPOILER SLUT)

Alt i alt er det virkeligt en film der er værd at gå ind og se. Den er faktisk lige ved at være et must. Er man fan, vil man også glæde sig over denne nye film - det er helt klart en værdig efterfølger til de tre andre.

NBA Street, Homecourt

Jeg er ikke basketballfan! Jeg synes det er en middelgod sport, som har en dårlig underholdningsværdi for tilskurer. Ikke desto mindre lånte jeg NBA Street, Homecourt (NBASH) med hjem fra biblioteket, bare for at snuse til det.

 NBASH er et bsketballspil der fokuserer på opbygningen af din personlige spiller. Du får lov at sætte din helt egen spiller sammen, med en “easy-to-use” profil editor. Når du så har valgt position, udseende og spillestil, er det ellers bare ud i gården og komme igang. Der er en hel del muligheder for at spille, deriblandt online, men det er “Homecourt Challenge” der er den mest spændende del af spillet.

I ”Homecourt Challange” følger man en noget løs storyline. Historien handler om dig/din spiller og om hvordan han kommer fra “ydmyge kår” til at blive en af “gadens bedste spillere”. Egentligt følger det bare en klassisk arkade opbygning, hovr du møder bedre og bedre modstandere, og skal gennemfører en række boss-battles, i form at en række miniturneringer.

Det er egentligt ret ligefrem, og det er da også kun “rollespilsdelen” der har holdt mig til spillet i mere end tre timer. Efter hvert match dukker en skærm op der fortæller hvordan ens forskellige egenskaber har forbedret sig på en skala fra 0 til 100. Det bliver selvsagt nemmere at bruge ens spiller, jo bedre færdigheder man har. Det hele er rammet ind i en ultimativ rollespilskliché i form at en række “levels”, som er med til at vise hvor stor/meget “street cred” man har.

En række prominente (formoder jeg) basketballspillere har deltaget i en del cut-scenes, som skal “sætte stemningen”. Er man basketballfan, synes man nok det er meget spændende. For mig bliver det dog ret hurtigt irriterende at hører på hvor “hårdt de har haft de” og “hvor meget de har knoklet”, får at nå op til toppen af NBA (den amerikanske basketball liga).

Grafikken er som man kunne forvente, hverken god eller dårlig. Det lader til at EA games på denne front formår at holde den stil som de altid har holdt - jævn. Lydsiden er spædet op med en solid gang “street-rap-hippeti-hop-gangsta-style-bitchen-yoyoyo, yeah”, og det passer for så vidt godt ind. Derudover er der en overbevisne kommentardel, hvor spillerne (og publikum) hele tiden kommer med kommentare til de “moves” man laver. Det fungere faktisk ret godt.

Alt i alt skal man nok være fan af basketball for at få mere end 20 timer til at gå med spillet. Men er man bare en smule konkurrencemindet og kan man lide at se på nogle “swifty moves”, så er NBASH en udemærket investering. Jeg har nu ikke tænkt mig at købe det, og jeg tror nu heller ikke jeg genlåner det.

Vor fantastiske verden, og de ting vi ikke kan se….

I forgårs tog jeg mig en zapper på fjerneren. Tilfældigvis kom jeg forbi tv-avisen, idet de var ved at afslutte et indslag om nogle Brasilianske indianere. Det viser sig at der findes op mod 500 primitive indivder i den Brasilianske regnskov, som ikke har været kontaktet af mennesker fra “civilizationen”. Den Brasilianske regering har fået taget billederne i et forsøg på at hindre ulovlig skovhugst.

På billedet (herover) ser man hvordan indianerne hæver deres buer imod flyet der tager billederne. Disse indianere går åbenbart ind for den bredest mulige integration - se bare de mange forskellige hudfarver der står side om side. Det er dog et kendt fænomen at samarbejde på tværs af grupper kan fremmes, såfremt der er en fælles fjende - hvilket Sheriff og medarbejdere også illustrerede i deres klassiske forsøg. Dog er det vel mere sandsynligt at der er tale om en form for personlig udsmykning - bestemt af kulturelle normer og regler.

Jeg synes det er meget fantastisk at vi i vore dage, stadig kan finde nye ting, rundt omkring på vores klode. Man skulle synes at sattelitter og almindelig nysgerrighed, havde sat en stopper for at man kunne gennem sig. Imidlertid sker det igen og igen at der dukker ting op som vi ikke har set før (eller meget længe). Senest så vi “Den Blå Fisk” som skulle have været uddød i 70 millioner år, men som trives flere steder i havet.

Måske er der tale om en situation hvor vi som moderne mennesker, er blevet specielt blinde overfor det “there’s hiding in plain sight”. Måske er vi så overbevist om at vi har set og dokumenteret alt, at vi ikke længere leder som vi engang gjorde. Dog kan det også tænkes at det bare ikke er muligt at overvåge hele kloden på samme tid - det ville i hvert fald være noget af en opgave.

Ja ja, så var der indianere i skoven - hvad bliver det næste? Hvad skete der i øvrigt med det kattedyr der hærgede kronvildt på Koldingegnen for nogle år siden? Endnu et mysterie!

Forslag til Aalborg bibliotek (og andre biblioteker)…

Hej Aalborg Bibliotek

Nu har jeg flere gange været ude for, at de cd’er, DVD’er, cd-rommer o.l. jeg har lånt, ikke virker. Da jeg selv har renset flere af jeres cd’er (med rensevæske og en antiseptisk klud), er jeg ret sikker på at det er ridser der er problemet, og ikke fedtfingre.

Jeg ved ikke hvad jeres politik er på området, med tror at det må være en bekostelig affære at erstatte alle de cd’er mv. Imidlertid er jeg blevet opmærksom på at der findes et apparatur der måske kan løse jeres problemer på en noget mere økonomisk måde. En såkaldt cd høvl eller cd sliber fjerner langt de fleste ridser. En model som denne: http://www.bp-electronic.dk/catalog/index.php?cPath=19_55, findes i øjeblikket på markedet. Men jeres behov er nok lidt større, og jeg tænker at der findes nogen i industristørrelse.

Skulle i ikke ønske at indkøbe et sådant apparat, kan jeg oplyse om at der også findes firmaer her i Danmark, som specialiserer sig i at høvle cd’er. Se f.eks. her: http://www.techmedia.dk/files/pdf/ael/2004/ael20bag-2004.pdf.

Jeg ved ikke om det har været til nogen hjælp overhovedet (eller om i allerede er klar over at apparatet findes), men jeg synes bare jeg ville gøre opmærksom på, at der måske var en billigere løsning end den jeg tror i bruger - i.e. at kassere de gamle og købe nye.

Med venlig hilsen

 

Mail afsendt d. 29/5-08